BISPEBJERG, historie

EN HISTORIE OM BISPEBJERG 

(fra BENDT NIELSEN, født i 1944)

 

   Denne spændende historie om Bispebjerg, er skrevet af Bendt Nielsen (født i 1944). Han har ikke gået på Grundtvigskolen men på Bispebjerg Skole, men hans historie kan sagtens læses af alle der har boet på Bispebjerg.

 

   Vi (min mor, far, søster og jeg), flyttede fra Islands Brygge (”Bryggen”) til Bispebjerg i 1949, nærmere betegnet hjørnet af Frederiksborgvej og Rentemestervej. Min søster startede med det samme på Bispebjerg Skole. Hun havde tidligere gået på Amagerbroskolen på Amager. Min søster var meget glad for skiftet til Bispebjerg Skole. Hun var 7 år ældre end jeg, så det var ikke meget vi så til hinanden, mens vi gik i skole.

 

Siden 1985 har jeg boet i Præstø. Interessant er det, at vi mindst er tre elever fra samme årgang, der har gået på Bispebjerg Skole, og bor i Præstø. En lille by på cirka 7000 indbyggere. Vi har dog ikke gået i samme klasse. En enkelt klassekammerat fra 1. klasse ser jeg endnu.

 

Min kone har via et kursus hun gik på for 30 år siden fået kontakt med en pige, som har gået i min parallelklasse på Bispebjerg Skole. Hende og hendes mand kommer vi en del sammen med, og historier fra Bispebjerg Skole bliver periferisk vendt, når vi er sammen.

 

Jeg boede som tidligere nævnt på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej. I modsætning til ”Bryggen”, som min familie flyttede fra, var det udover at være et solidt arbejderkvarter, også kvarteret, hvor fabrikkerne lå tæt.

 

Jeg boede lige overfor C.Schous Fabrikker. Det var en stor arbejdsplads. En fabrik som fremstillede sæbe, lys, og parfume. Det kan nævnes, at mange steder i København lå der flere Schous Sæbehuse. I provinsen hed de samme sæbehuse ”Tatol”. Også disse forretninger leverede Schous Fabrikker varer til. Jeg har siden hørt, at forskellen var, at ”Tatol” var selvejende forretninger. Dog indkøbt af Schous Fabrikker, og lejet ud til en bestyrer. ”Tatol” handlede ofte med egne varer, men skulle også forhandle Schous fabrikkers varer.

 

Schous fabrikker havde deres egen kørselsafdeling med omkring tyve lastbiler. Mange ufaglærte var ansatte på denne fabrik. Flere andre fabrikker i området, var ejet af Schous fabrikker. Plastik fabrikken ”Plastica”, som fremstillede plastikbaljer og toiletsæder i plastik og pladeselskabet Tono. Begge fabrikker lå på hjørnet af Dortheavej og Frederiksborgvej. Ilka fremstillede barbersæbe. Den lå på Bisiddervej.

 

Længere oppe af Dortheavej lå fabrikkerne Ira og Hema senere Ægir, som var børstefabrikker. På hjørnet af Peter Ibsens Allé og Møntmestervej fremstillede Schous fabrikker vaskepulver. Det skal nævnes, at Benmøllen også blev opkøbt af Schous fabrikker. Den stank af helvede til om sommeren. Schous fabrikker havde i øvrigt også deres egen børnehave, som lå på Dortheavej.

 

Udover de nævnte fabrikker var også andre småfabrikker tilknyttet Schous fabrikker. Området var meget præget af den fabrik, men derudover lå der også mange andre fabrikker. Glud og Marstrand, som fremstillede gulvspande. Thor vaskeriet. Mejeriet Enigheden. Tekno biler. Blot for at nævne nogle af de største fabriker.

 

Glud og Marstrand lå på et meget stort område omkranset af Rentemestervej, Frederiksborgvej, Rebslagervej og Drejervej. Sidenhen blev området brugt til teknisk skole. Min fornemmelse var, at Glud og Marstrand for mange mennesker var lidt af en gennemgangslejr i 1950 erne. Lønnen var af helvede til, og arbejdet var bestemt ikke særlig attraktivt, så de fleste mennesker fandt noget andet arbejde så hurtig som muligt.

 

I 1950erne, var der en tilgang af mennesker fra provinsen, og på Glud og Marstrand kunne man stort set altid få arbejde. Desuden var der mulighed for at få et værelse at sove i. Afvises kan det heller ikke, at brudte ægteskaber gjorde, at Glud og Marstrand havde en vis tiltrækning, især hvis personen af forskellige grunde ønskede at flytte langt væk fra en tidligere ægtefælle. I forbindelse med værelserne, som i stor udstrækning var beboet af folk, der arbejdede på Glud og Marstrand, har jeg oplevet det miljø, da jeg gik med morgenaviser i ejendommen.

 

Ejendommen lå på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej. I stueetagen lå Løve kroen. På første sal lå til omkring 1960 en danseskole. Derefter flyttede pastor Harald Søby ind med sin frikirke. Harald Søby var smidt ud af den Danske Folkekirke. Han ville ikke velsigne kongen. Desuden velsignede han det første lesbiske par. En hel del presseomtale var der om Harald Søby, men jeg fornemmede ikke, der var så mange kunder i hans prædikebiks. Alligevel har han nok haft en vis indflydelse på en vis liberalisering af den dengang meget patriarkalske Danske Folkekirke.

 

Ovenover danseskolen, boede værtshusholderen. På kvisten, eller måske var det et tidligere loftrum, var værelserne, hvor nogle af arbejderne fra Glud og Marstrand boede. Hvor meget privatliv, der har været i det miljø, er temmelig tvivlsomt. Værelserne var meget små. Skillerummene var formodentlig ikke andet end en spånplade. Når jeg kom med morgenaviser, var der et farligt hullumhej. Jeg blev aldrig klar over, hvem der skulle på arbejde, eller hvem der kom fra nathold, for der var kun et lokum, og alle skulle samme vej.

 

 Mejeriet Enigheden.

 

Mejeriet Enigheden lå på hjørnet af Rentemestervej og Lygten, og var efter sigende en god arbejdsplads. Det var en kooperativ virksomhed. Udover mange store virksomheder var der også mange enkeltmands virksomheder, som lå i kældre, og bagbygninger. En lille lædervarefabrik. Et firma, som fremstillede korkpropper. En metalsliber. Hele dette blandede bolig og fabrikskvarter, var omgivet af værtshuse. Fra Frederikssundsvej op ad Frederiksborgvej lå Cafe´ Fredensborg, Bondestuen, Pigalle, Løve kroen. Viggos vinstue. På Glasvej lå Glaskroen. På Rentemestervej lå Rentemesterkroen.

 

Min fornemmelse var, at deres store ugentlige fortjeneste lå om torsdagen, når lønningsposerne blev uddelt. Billardbordene var besat, og der blev drukket tæt. Ofte stod konerne udenfor fabrikken om torsdagen for at redde en del af ugelønnen. Ukendt var det ikke, at der var slagsmål udenfor kroen, men som regel gik de ind og drak videre, når de havde raset af.

 

Jeg boede overfor Løve Kroen. Udenfor vores soveværelsesvindue, som lå i stueetagen, var der sporvognsstoppested for linje 16 og 19. Når Løve Kroen smed de sidste gæster ud, var det ikke ukendt, at der kunne være noget højrøstet tale. Man skulle i hvert fald ikke være den store strateg for at finde ud af, hvor de kom fra. Der kunne spores en vis uenighed mellem ”fyldebøtterne”, men det var nu ikke de store kulturelle emner, der var uenighed om. Det var ikke altid let at finde ud af, hvori uenigheden bestod. Umiddelbart lød det heller ikke, som om, det var helt let for de sene natteravne at finde en linie i uenigheden. Det skal nævnes, at jeg ikke har bemærket, at beboerne i det område jeg boede i, var særlig tørstige. Enkeltpersoner kunne selvfølgelig altid udpeges.

 

Overfor, hvor jeg boede på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej lå produkthandleren i nogle år. Sidenhen flyttede den til Brofogedvej i nærheden af værtshuset Bondestuen. Hos produkthandleren kom ”Syvtallene”. Det var dem, som gik og rodede i skraldebøtterne. Deres universel-værktøj var en tynd jernkrog, så de kunne rode rundt i skraldebøtterne. Deraf deres navn. Oftest på en trehjulet ladcykel kørte de rundt. På ladet var der en hel del bøtter. Fra skraldebøtterne samlede de klude, jern og metal, gamle aviser, flasker, og gammelt brød.

 

”Syvtallene” generede ikke nogen. Typisk var de lidt tørstige, og havde åbenbart fundet en indtægtskilde ved at samle ting sammen fra skraldebøtterne. Nogle af dem havde lejligheder. Andre fornemmede jeg sov i produkthandelen. Én havde sit soveværelse på ladet af sin trehjulede cykel. Den trehjulede cykel blev kørt ind i et hak på Bisiddervej. Han tog ikke noget tøj af. Ej heller kasketten. To sække var hans nattøj. Den ene trak han på nedefra og op. Den anden trak han nedover hovedet. Sengen var ladet på cyklen.

 

En vis skillelinje mellem ”Syvtallene ”, ”Skærsliberne” og ”Spritterne” var der i det område omkring Rentemestervej. I dag vil man nok samlet kalde dem en befolkningsgruppe, som lever på en alternativ måde. Lidt på kanten af samfundet.

 

Min fornemmelse var, at skærslibercyklen gik på omgang mellem ”Spritterne”, når der skulle samles penge ind til fornødenhederne. ”Spritterne” drak kogesprit, så det har været hård kost for de indre organer. De holdt for det meste til på Rebslagervej ved Lygten. Påfaldende var det, at nærmeste nabo var mejeriet ”Enigheden”, men den har de nok gået en stor bue udenom. Sidenhen blev der blandet noget i kogespritten, så den ikke kunne drikkes. Jeg er ikke vidende om, hvordan spritterne efterfølgende klarede hverdagen.

 

Også ”Spritterne” var ret uskadelige. Vi kunne opleve, at de kom og tiggede ved gadedøren. Jeg kan huske, at min mor smurte nogle gange en madpakke til dem. Dog måtte hun holde op med det, for de havde slået et kryds på dørkarmen. Åbenbart mente de, at min mor lige så godt kunne fodre alle ”spritterne” i området, når nu hun var i gang.

 

Når jeg gik med morgenaviser, var det ikke ukendt, at der lå mennesker i opgangen og sov. I opgangene var der sjældent noget lys. Pærerne manglede, men man kunne altid finde hen til brevsprækken, hvor avisen skulle ind. Problemet var, at man for sent opdagede, at der lå én og sov. Ofte var det en brandert der skulle dampe af.

 

Én af notabiliteterne var en ”spritter” ved navn ”Lange Frank”. Mange historier gik der om ham. De fleste børn og voksne kendte ham. Han var absolut uskadelig, men så man ham for første gang, kunne han virke meget faretruende. ”Lange Frank” var meget høj, og havde et ansigt, der så rimelig brugt ud. Normalt havde han en kæmpe brandert på. Når han kom balancerende hen af fortovet, havde han den ene arm ude til siden, som en vingeskudt fugl. Formodentlig var det for at holde balancen. Det forekom, at ”salatfadet” kom og hentede ham. Typisk, når han i sin brandert var faldet omkuld, og ikke kunne rejse sig op. Jeg erindrer engang, han havde tabt sine bukser og sad i en stor snedrive. Det måtte politiet løse. De kendte ham, og tog ham bare med.

 

Det siges, at han var kommet fra en temmelig velstående familie, og havde haft en lovende fremtid for sig, men et eller andet med ulykkelig kærlighed, havde slået ham helt ud, og han var havnet, som ”spritter”. Jeg kan huske han ofte tiggede om at få en halv krone. Mange forskellige skæbner har der formodentlig været blandt ”spritterne”. Næppe nogen har ønsket den karriere, de har fået.

 

Vi var en hel del børn på Rentemestervej, men friarealerne til at lege på var meget ringe. Godt nok var der en gård, men ofte hang der vasketøj, og så var det begrænset, hvor meget der var plads til at udfolde sig. Spillede man bold eller larmede lidt for meget, så blev beboerne vrede. Heldigvis var der i starten ikke så mange biler på vejene, og Schous fabrikker var lukket om søndagen, så Rentemestervej kunne bruges i fuld udstrækning.

 

Da vi blev ældre tog vi på fodboldbanerne i Utterslev, og spillede fodbold. Om vinteren var vi på skøjtebanen i Ringertoften, når det vel og mærke var frostvejr. Der var forskellige ungdomsforeninger i det område. Jeg var selv blevet medlem af FDF, som holdt til i Kapernaumskirken. Sidenhen blev FDF flyttet til Utterslev Børnegård. Den økonomiske grundsten til Utterslev Børnegård blev lagt af pastor Klausen ved, at han samlede frimærker. Han blev også kaldt Frimærkepræsten.

 

Jeg ved, der også var noget der hed TK og DUI. TK var en forkortelse for Terrænsport Kredsene. De grønne og gule spejdere var også repræsenterede. I FDF mødtes vi cirka én gang om ugen. DUI (De Unges Idræt) var en Socialdemokratisk ungdomsbevægelse. DUI havde mig bekendt klubhus i Lersøparken. De grønne og gule spejdere holdt til ved Kapernaums kirken. I FDF gjorde man meget ud af at fortælle, at man ikke var spejdere.

 

Vi gjorde gymnastik én gang om ugen på en af skolerne, og om sommeren spillede vi fodbold på Nøkkerosevej. I sommerferien, påske og pinse var vi på ture med overnatning.

 

   Ja, det var blot lidt af det jeg kunne bidrage med. Skulle nogen have yderligere interesse for den årgang, jeg tilhører, står jeg selvfølgelig til rådighed, hvis jeg kan hjælpe med oplysninger. Området jeg boede i, var Rentemestervej – Frederiksborgvej – Glasvej.

 

Med venlig hilsen

Bendt Nielsen

e-mail: nielsenbendt@gmail.com

  

TIL TOPPEN AF SIDEN