Historier fra tidligere elever og lærere

ASGER WETTLAUFER (tidl. Pedersen), født i 1943

   Jeg gik i 1.B fra 1950 hos Johannes Larsen (skævmund). Gik ud af skolen efter 8. A fm. Jeg har fundet flere klassebilleder, men husker kun få navne. John Olsen er en af dem, flotte billeder af dig, og du må meget gerne kontakte mig. Jeg var igang med lidt slægtsforskning, og ville I den anledning skrive lidt om mit eget liv til mine efterkommere, da jeg fandt denne fantastiske hjemmeside, der giver mange links til min barn/ungdom.

   Her er et uddrag af de erindringer, jeg ønsker at efterlade til mine efterkommere. Det er samtidig en historie der sikkert vil passe ind på Grundtvigskolens hjemmeside. Hermed overladt til læserne.


Med mange hilsner Asger Wettlaufer f. Pedersen. Skolegang 1950 – 1958.

 

Min barndom og skolegang.

    Meget kort efter min fødsel i april 1943, var det lykkedes mine forældre at få en lejlighed med en lille have i AAB (Arbejdernes Andels Boligforening), afdeling 33 med nyopførte boliger. Den nye adresse blev Tuborgvej 263 st. th. Det nye ejendomskompleks omfatter ca. 550 lejemål, og strakte sig fra Tuborgvej og ned til Bispebjerg Bio. Som en nyskabelse i de sociale boligbyggerier, var der centralvarme, køkken og badeværelse med toilet. Både bad og køkken var forsynet med varmt vand, og ude på trappeopgangen var der en affaldsskakt, så nu skulle de ikke mere i gården med det almindelige affald. I kældrene var der vaskerum med en gasopvarmet vaskemaskine, iblødsætningskar og en centrifuge. Det har været lidt af en omvæltning for mine forældre der ikke før havde haft tilgang til alle de bekvemmeligheder.

   Lejlighedernes størrelse var omkring 60 kvadratmeter, inklusiv arealet på trappen. Alligevel skulle vores forældre have 2-3 børn for at komme i betragtning til lejlighederne. Lejligheden bestod af en lille have mod gården, en stue, to værelser en korridor et køkken og et badeværelse. Vi var 3 brødre med en spredning på 10 år hvor jeg var den yngste. Vi delte værelse ud mod Tuborgvej.  Ved de langsgående vægge havde mine brødre deres senge, og min seng var anbragt i en blændet dør ind mod stuen, og den kunne med en snedig indretning slås op om dagen, så vi havde lidt gulvplads. Det sidste lille værelse var tit udlånt til strandede kusiner fra provinsen samt deres eventuelle kærester. Det var næsten umuligt at finde bolig i København. Det indebar at vi i lange perioder var 7 beboere i lejligheden.

   Der var nem adgang til alle former for indkøb. På den anden side af Tuborgvej op mod Bispeparken lå butikkerne Importøren, Thygensen Poulsen (der handlede med sygeplejeartikler), en slagter, Torvehallen, skobutik, en fiskebutik (der indimellem købte gamle aviser til indpakning af fisk) en tøjforretning Brants Magasin og sidst kolonialforretningen Biko. Udover det var der også stoppested for bus 21.

   Rundt om hjørnet på Frederiksborgvej lå apotek Rosen, Harry Nilsens ismejeri, et Schou Sæbehus og på hjørnerne til Postholdervej lå en boghandel, Tambo Sko og en lille tobakshandel. Længere nede af Fr. Borgvej lå Hovedstadens Brugsforening med kolonial, slagter og bager. På den anden side af Hovmestervej lå en bank og om sommeren til vores fryd en lille transportabel iskagevogn.

   Diagonalt overfor i krydset Tuborgvej - Fr. borgvej – Tomsgårdsvej stod en brandalarm hvor man ved at slå en rude ind og trykke på en knap, kunne tilkalde brandvæsnet. Bagved ligger Møllerlodden eller ”Vinkelgården” som vi kaldte den. I den ene ende i stueetagen boede en rullekone. Det skete at jeg var ovre med rulletøj. Når jeg åbnede døren slog varmen mig i møde og ved den store rulle var ”Rullekonen” i gang med sit arbejde. Hun var et ret betagende syn, stor, bred med svedig pande, tjavset hår og kun iført en nederdel og en ærmeløs undertrøje der på ingen måde skjulte et par veludviklede bryster.

   På den anden side af Fr. Borgvej for enden af Langegården lå en ostebutik en lille grønthandel og stoppested for sporvognslinjerne 16 og 19. Linie 19 der som regel kun bestod af den forreste vogn, blev også kaldt ”Prærie Expressen”. Den har sikkert fået sit navn efter det stykke spor der svingede ind under Nørrebro Station. Den kørte ikke så tit som linje 16,men den var den hurtigste hvis vi skulle til Rådhuspladsen.

   I den ende af bebyggelsen hvor vi boede, ligger ejendommens varmecentral der på det tidspunkt brugte kul til opvarmning af centralvarmen og det varme vand. Kul bilerne kørte langs en brandvej hen til centralen hvor man fjernede nogle riste i vejen og tippede lasten ned i et underjordisk lager. På et tidspunkt først i halvtredserne blev der indkøbt så store mængder brændsel, så lagerkapaciteten under jorden ikke kunne rumme mere. Så inddrog de vores legepladsareal og brugte den til lagerplads. Det blev til et helt lille bjerg, og der blev udstedt forbud mod al færdsel i kulbunkerne. Det var selvfølgelig alt for fristende for os børn med denne nye legeplads, så den blev flittigt benyttet til fangeleg mm. Vores gårdmænd ”Tykke Nielsen” og ”Mekanik Hansen”, søgte nidkært at håndhæve det gældende færdselsforbud i bunkerne, men det lykkedes dem aldrig at få fat på nogen af os, og det var måske heller ikke meningen?

   Udover den asfalterede legeplads var der en karrusel, et par bænke og en sandkasse. Hvert forår blev det gamle sand skovlet ud, og så kom der en lastbil med frisk sand der duftede af hav og strand. Den sparsomme beplantning blev brugt som gemmested når vi legede ”skjul”, ”dåse skjul” eller ”røver og soldater”. Gården (brandvejen) blev i øvrigt flittigt benyttet til cykelkørsel, fodbold, og en leg der gik ud på at tegne en cirkel, dele den op og vælge et landenavn. Så blev der meldt krig og det krigstruede barn havde så tre spring og en spytklat til at fange en af de andre.

   Krig var der også mod ”Koberne”. Det var dem der boede på den anden side af de grønne græsplæner over til Tagensvej. Salig Grundtvig har nok undrende set til fra sin plads i aulaen på Grundtvigskolen, når vi og ”Koberne” hvert år efter jul stod truende over for hinanden med afgrenede juletræer som slagvåben. Det hele gik ud på at rane så mange juletræer fra hinanden som det var muligt, eller var det et spil om magt og ”dem og os”? for juletræerne var totalt værdiløse!  Det var de samme børn vi mødtes med i skolen som skolekammerater, og der havde vi det meget godt med hinanden.

   De samme græsplæner blev tidligt i min barndom røgtet nidkært af en parkbetjent ”Parkeren”, der indimellem kom forbi. Det skete at han selv kom til at overtræde forbuddet der var anbragt på små metalskilte rundt om i plænerne med påskriften ”GRÆSSET MÅ IKKE BETRÆDES” når vi formastelige skulle jages væk. Dette forbud blev dog senere ophævet.

   Byggerierne omkring Grundtvigskolen var i høj grad præget af lønmodtagerfamilier og små erhvervsdrivende, hvilket også gav sig udslag når der var folketingsvalg. Nord Vest kvarteret var en socialdemokratisk højborg. Mine forældre var aktive medlemmer i Socialdemokratisk vælgerforening, og det indebar, at jeg sammen med min far uddelte valgmateriale i kvarterene syd for Oldermandsvej til kommune og folketingsvalg.

   Grundtvigskolen var til disse valg udset til valgsted og lygtepælene og hegnet ind til skolens sportsplads fra Magistervej, blev overhængt med valgplakater. Valghandlingen fandt sted i aulaen. Jeg var tit med min far inde bag forhænget når han satte sit X. Det var en god oplevelse. Forældrene blev altid så højtidelige, og ikke mindst fik vi elever en kærkommen fridag.

   Højtidelige, rørte og triste blev mine forældre ved nyheden om Hans Hedtofts død. Ugen efter d. 6/2 1955 blev hans båre kørt fra det indre København op til kapellet på Bispebjerg kirkegård. Da ligtoget kørte op af Tagensvej, gik folkemængden ud til kanten af sporvognskinnerne. Fanerne blev sænket en smule, så rustvognen og følget kørte gennem en tunnel af røde faner.

   Hos mine forældre var der en klar politisk holdning, der blev opbygget i deres ungdom. Den daglige kamp mod social uretfærdighed, kampen for at have et arbejde og en indtægt der kunne skabe trygge rammer om en familie.

   Lad det være sagt med det samme, jeg oplevede en god barndom, men det var ikke i alle familier det var tilfældet. Når man bor så tæt i en ejendom og materialerne mellem de forskellige lejemål ikke synderligt forringer lydgennemgangen, kan det ikke undgås at vi ved mange lejligheder, bliver vidner til de andre beboeres daglige liv. Jeg kan endnu høre for mig de højrøstede skænderier, skrig, gråd og tumult når manden kom beruset hjem med en meget reduceret ugeløn. Alligevel holdt familierne sammen, vel nok mere af nød end af lyst.

   Der er en anden begivenhed der har printet sig dybt i min bevidsthed. I de sidste par år af min skoletid, løb jeg med mælk for Harry Nielsen på Fr. Borgvej. Det lille ismejeri var også central for de sidste lokale nyheder. Da jeg mødte en morgen, var der en meget trykket stemning. En kvinde stod og græd, og Nielsen fortalte stille os mælkedrenge, at der i nattens løb var sket en tragedie på Postholdervej. En enlig mor havde valgt at tage sine to drenge med i døden, ved at åbne for gassen. Det var svært at forstå at nogen kunne komme så langt ud, at det var den sidste løsning.

   Jeg vender lige tilbage til ismejeriet. De fleste af områdets beboere havde deres daglige gang hos Nielsen. Her kunne de få frisk smør fra drittel, få pisket flødeskum for 25-50 øre, og hente deres is til køleskabet når isbilen havde været der. Isen blev leveret i aflange firkantede stænger, og kunderne fik isen hugget ud med en issyl, så det passede til deres metalkasse fra køleskabet. Isskabet var en landvinding, og selv om de lignede svært armerede bankbokse, gav de mulighed for at opbevare maden længere og friskere selvom de var lidt besværlige.

   Nielsen var en frisk rødmosset mand, der hver morgen kl.6 kom cyklende på arbejde. Vi drenge mødte samtidig, og gik i gang med at pakke de tohjulede trækvogne med mælk. Vi havde et bundt sedler over hvad kunderne skulle have, og var der ændringer, havde Nielsen lagt en lille seddel ved. En klassekammerat Poul Erik ”Popper” havde også en rute, så vi var et par stykker der mødte i skole efter at have været i gang et par timer. Der blev bragt mælk ud året rundt, med meget få helligdage. Lønnen var 19 kr. om ugen, og jeg husker en gang at jeg fik 20 kr. fordi Nielsen ikke lige havde det lige beløb, men ugen efter blev udbetalingen også reguleret med 1 kr. ned til 18 kr. Når vi var ude på ruten havde vi en mindre kurv, hvor vi pakkede de varer der skulle fordeles i opgangen. På tilbagevejen tog vi de tomme mælkeflasker retur der stod udenfor dørene. Det hændte om vinteren at fuglene det korte øjeblik vi var væk, havde nået at hakke hul på kapslen på en af de hvide mælkeflasker og gjort sig til gode med fløden der stod øverst i flasken.

   Nielsen var respekteret af børnene i kvarteret, og det var ikke mindst fordi han altid beredvilligt stillede trækvognene til rådighed når vi kom og ville låne en. Det skete tit at vi lavede en indsamling af gamle aviser som vi bundtede og bandt med sejlgarn. Så læssede vi Nielsens vogne og kørte ned til produkthandleren. På det tidspunkt, først i halvtredserne, var der endnu gode penge i avispapir. Det var en god skilling vi fik, og for de fleste af os, var lommepenge et ukendt begreb.

   I samme tidsrum havde min 3 år ældre bror sammen med min moder, en avisrute i kvarteret omkring Ringertoften, Langegården og Vinkelgården for Bladkompaniet. Udover uddelingen af aviserne, skulle de en gang om måneden ud til kunderne med regninger. Det var ikke altid lige nemt at få pengene hjem, og indimellem skete det at kunderne bad dem om at komme igen dagen efter, så skulle de nok have pengene.

   Min skolegang på Grundtvigskolen 1950 - 1958 var ikke præget af de voldsomme begivenheder. Jeg havde et fornuftigt forhold til mine klassekammerater og lærer. Jeg havde lært at rejse mig op fra min skolebænk, når en voksen kom ind i klassen. Jeg havde også lært at skrive dansk og blækregning ind i mit hæfte uden at klatte for meget og skrive gjort uden d. Jeg var også rimelig god til alle de andre fag, og desuden havde jeg fysikken med mig. På idrætspladsen nåede jeg at tage hvad der var af idrætsmærker under hr. Bergs kyndige vejledning.

    Udover diverse øretæver og svedere var jeg således ikke udsat for nogen decideret vold eller mobning. Uanset at man i de Københavnske Kommuneskoler ophævede legemlig afstraffelse i 1951, var det åbenbart ikke noget en del lærer tog så højtideligt. Det var først med ”Spanskrørscirkulæret” i 1967 man begyndte at tage de daglige overgreb alvorligt.

   Der var en Kymer, der med tilsyneladende stor fornøjelse stod på afsatsen ved aulaen, når vi var ringet op fra gården, og slog os over benene med sin stok, hvis vi ikke faldt ind under hans begreber om ”sømmelig opgang fra skolegården efter frikvarter”. Hvorfor hans handikap og dertil indrettede hjælpemiddel skulle gå ud over os, har altid for mig været en gåde.

   Der var også en frøken Axø, der nidkært forsøgte at frelse os små ubesmittede sjæle i religionstimerne. Frk. Axø var for mig indbegrebet af en gammeljomfru. Hun gik altid i lange nederdele i brunt og gråt og med en tilsvarende bluse. De to beklædningsdele blev adskilt af en livrem, der også fungerede som bh., og det grå hår var bundet sammen i en knude i nakken.  Vorherre, der til hendes timer og til lejligheden var opklæbet på et stykke karton, blev hængt op ved tavlen. Herfra pegede han på os, stående på en hvid sky omgivet af en almægtig stråleglans, så vi kunne sidde der med dårlig samvittighed, hvis vi ikke kunne vores salmevers udenad. Udover det rent åndelige mente frk. Axø også, at hendes mission her i livet omfattede vores sanitære habitus. Således skulle vi lægge vore hænder med oversiden opad, så hun kunne se, om vi havde rene negle. Var de ikke det, tildelte hun den formastelige et rap over de syndige negle med pegepinden. Det har sikkert gjort ondt på frk. Axø, mere ondt har Vorherre nok haft det, men mest ondt gjorde det på den arme elev det ramte!

   De fleste lærere var dog mere moderate, som hr. Berg der i en tegnetime havde set sig sur på en elev. Han forlod katetret for at få fat på synderen. Klassekammeraten rejste sig og løb rundt om bordene der var stillet i U form, efterladende sig væltede stole der hindrede hr. Bergs attak. Eleven nåede den frelsende dør, og forsvandt ud af tegnelokalet. Vi så ikke mere til vores skolekammerat den dag, og hr. Berg må have erkendt sit nederlag til højlydt fnisen fra os elever, for der skete efter min erindring ikke mere i den sag.

   Min klasselærer op til 6. klasse var Johannes Larsen også kaldet ”Skævmund”. At han fra fødslen sikkert var født med dette lille handikap skal ikke ligge ham til last. Skal jeg være lidt negativ, kan jeg med rette sige at lærer Larsens opfattelse af politik og verdensordnen, lå meget langt fra den vi havde i vores hjem. Min broder der fik ham til matematik i mellemskolen betegnede ham som ”en hård hund”. 

   Til sang havde vi hr. Brandt, der med sin violin som ledsagende orkester skulle understøtte vores skønsang. Det var ærlig talt ikke særlig imponerende eller inspirerende. Det var først i de sidste klasser under ledelse af hr. Kristensen, at jeg fik lidt ud af musiktimerne. Han medbragte en grammofon og en stak klassiske plader. Han fortalte om komponisterne, og satte os ind i musikkens verden på en ny og for os forfriskende måde.

   Hr. Hedegren er også en af de lærer jeg stiftede bekendtskab i de sidste år. Den eneste erindring jeg har om ham er, at han havde en last, vi elever til fulde forstod at udnytte. Hedegren var lidt fodboldtosset, og blev det lidt for surt i timen, fik vi tit med held drejet emnet ind på fodbold, indtil klokken ringede ud.

   I mit sidste skoleår husker jeg en episode med en ung vikar. Uvist af hvilken grund var klassen og vikaren rådet ud i en diskussion om det fysiske styrkeforhold mellem en voksen lærer og sådan nogle opløbne knægte som os. Hans tese var at han kunne nedlægge enhver af os som ingen ting. Klassens stærke dreng tog udfordringen op og mødte vikaren i et livtag foran karteret. Lidt efter lå læreren på ryggen på gulvet. Kampen var færdig. Han rejste sig op og børstede sit tøj og så ud over klassen medens han prøvede at finde på et eller andet, der kunne undskylde nederlaget. Der blev en underlig stille forlegenhed i klassen, der var vidne til autoritetens nederlag. Han har helt sikkert ikke pralet med sin bedrift på lærerværelset efterfølgende!

   Flere gange om året kunne vi få fri fra skolen hvis vi meldte os til at sælge mærker eller lodder til velgørende formål. Lodderne til ”Børnehjælpsdagen”, ”Dybbøl mærket”, ”Julestjernen” og ”Julehjertet” gav lidt luft i dagligdagen. Vi var et par stykker der havde fundet den fidus at gå ned på Nørrebro Station og købe en bybanebillet. Så kunne vi sælge vores mærker i toget. Det var der selvfølgelig også andre der havde fundet ud af, men når vi bare kørte en station længere ud end det vi måtte, var der ikke nogen konkurrenter.

   De sociale begivenheder på Grundtvigskolen, var efter min erindring få. Det skete at aulaen blev omdannet til biograf. Det var ret populært, her blev skolens 16 mm fremviser luftet til stor fornøjelse for os, Søren Spætte, Gøg og Gokke mm. Det skete også at vi så film i naturhistorielokalet. Der blev vist film fra det fjerne Færøerne hvor Færingerne konstant hang ud over klipperne og fangede fugle, hvis ikke de var i gang med at myrde Grint eller danse. Det skete samtidig med blomster der nikkede i takt til den hakkende fremviser. Alt sammen i sort/hvid.

   Tre busser ude på Magistervej afhentede en solbeskinnet sommermorgen, os der var så heldige at komme med på en udflugt til Møens Klint. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med dette naturfænomen.

   Der var andre tiltag der ikke decideret hørte med i undervisningen. Således blev skolemaden indført for at sikre os skolebørn en sund og nærende kost. I de små klasser spiste vi i underetagen hvor vi sad ved lange lakerede træborde på dertilhørende træbænke. Senere indtog vi maden i klasselokalet. Vores lærer indsamlede oplysning om hvor mange der skulle have ekstramad, der som regel bestod af en syltetøjsmad (også kaldet glidebane) eller fedtemad. Den sidste var mest populær. Ordensduksene hentede den bestilte mad og mælk i køkkenet. Alt var pakket til afhentning i en spånkurv. Måske var maden sund og nærende men den var ikke altid lige delikat, og det skete at de værste madder, blev smuglet ud i skoletasken. Af et godt hjerte var der også tildelt hver enkelt en vitaminpille. Den var rød og rund som et ribs, men den havde så enorme dimensioner og med så modbydelig en smag, hvis man kom til at knuse den, at det var umuligt for enkelte elever at få den ned.

   Det banker på døren til klasselokalet, en kvinde klædt i hvid kittel åbner døren, læner sig lidt op af dørkarmen, og nyder tilsyneladende det gys der går gennem klassen. ”Tandbrækkeren”. Det første offer må gå den tunge gang med den kittelklædte dame til skafottet. Al indlæring og fornuftig tankegang er nu suspenderet. Vi kan kun koncentrere os om - hvem bliver den næste? Klassekammeraten der kommer tilbage fra tandlægen, nyder den magt han har over klassen, trækker det lidt i langdrag indtil navnet på det næste offer bliver bekendtgjort. En dreng rejser sig bleg fra sin pult, mens de andre drager et lettelsens suk. Tandlægelokalet består af et sindigt apparat der mest ligner et uhyre, med bøjelige arme, trisser og snore der trækker det frygtelige bor. Fra stolen er der udsigt til træerne udenfor og bagsiden af skolen mod øst. Tandlægen og assistentens uafbrudte private snak forenes med borets hvinende lyd. Alt efter hvor lang tid opholdet i stolen trækker ud, bliver man klogere på de to kvinders private og familiemæssige forhold. For mit vedkommende kostede opholdet i stolen, en udtrukket tand, uden ”Tandfeens” medvirken, og en tand der skulle rettes op ved hjælp af en anden tand der sad som den skulle, med det resultat at jeg i dag har to lige skæve tænder. Bortset fra det så var det en landvinding med regelmæssig tandeftersyn.

   I 7. klasse var der afsat et par timer til seksualundervisning. Til det havde skolen indkaldt overlæge doktor Hoffmeier som var en kapacitet på området. Enten har jeg ikke hørt ordentlig efter, eller også har mine tanker været andre steder, for jeg erindrer kun advarslen om kønssygdomme, underbygget af nogle gyselige billeder, og at afholdenhed var den sikreste måde til at undgå at få børn.

   Det var også meget godt alt sammen, men vi vidste af erfaring alt om de kødelige lyster, også at det havde en langt lysere og mere spændende side. Helt fra dengang da vi havde et lille telt ovre på græsplænen, hvor vi efter overenskomst med de lidt større piger, skulle vise det frem der skjulte sig i bukserne. Pigerne insisterede på at det var os der lagde ud, og da de havde set hvad de ville, stak de fnisende af.

   Senere kunne vi fryde os over nudistbladet Helios, med dejlige solbrune damer i sort/hvid der kunne erhverves for 50 øre, og Hudibras lå til fri læsning hos herrefrisøren. Ved kælderskjul i de lange mørke kældergange, kunne vi med lette berøringer, konstatere at kønnene var forskellige, og at de hver for sig havde hver deres fortrin. Fra forældrenes bogreol stod ”Lady Chatterleys elsker”,” Soyas 17” og ”Den røde rubin” til fri afbenyttelse for smuglæsning.

   Endelig kunne vi på skolens toiletter via diverse tegninger og ved samtaler med kammeraterne, mens vi fik os et ”Mandebøv” eller ”Kongekradser” af en Eiffel eller York der kunne fås i 5 stk. pakninger, konstatere at vi alle var yderst erfarende! Det var en tid hvor ”pigerne kom i ulykke” hvis ”de lod stå til” og ”drengene fik deres vilje”. Der var ikke ret mange voksne der fortalte os om det smukke der kan være mellem to mennesker, selvom de er nok så unge, og hvordan de skulle begå sig i denne verden med deres kærlighed.

   Vi blev ved flere lejligheder tjekket hos skolelægen. En del børn kom fra det indre København, og sundhedstilstanden har vel ikke været lige god alle steder. Jeg var selv af sted som svageligt barn med en snor om halsen med modtagerens adresse. Hvor jeg var henne husker jeg ikke, men det var meget almindeligt at sende børnene på ”Svagbørns koloni”.

   I juli 1953 blev det dødeligt alvor. En polio epidemi var brudt ud, og der var ikke noget der kunne standse den. Ambulancerne kørte i pendulfart til Blegdamshospitalet med 200 – 300 indlæggelser om ugen. En hær af sygehuspersonale forsøgte i døgndrift at holde liv i de hårdest ramte patienter. En klassekammerat blev ramt, men vendte helbredt tilbage efter flere måneder.

   Værre gik det for en mindre kammerat på Magistervej.  Han vendte ikke tilbage. Vi blev samlet i aulaen hvor inspektøren mindedes den afdøde elev og skolekammerat. Det var en tid hvor vi alle, børn som voksne, frygtede hvad morgendagen bragte, hvem blev den næste, hvornår hørte det op? Epidemien klingede ud i januar 1953, og det var først senere vi fik et værn mod denne frygtelige sygdom. Den Amerikanske læge dr. Jonas Salk havde fundet vaccinen der forhindrede børnelammelsen.

   I 1955 var vaccinen til rådighed i Danmark. Den blev først givet til børn i de mindre klasser. Vi stod i lange rækker oppe hos skolelægen, hvor vi fik stikket. Senere blev det givet på et stykke sukker dryppet med en dråbe af den lilla vaccine med en let besk smag.

   To gange havde jeg den fornøjelse at være på feriekoloni. Første gang var det i 1956 på ”Eriksminde” ved Rørvig. Det var en koloni der blev drevet af ”Københavns Lærerforening”. Hr. Dalgård var Grundtvigskolens voksne repræsentant. Kolonien lå tæt på badestrand, og vi var naboer til en anden koloni ”Isøre”, med hvem vi spillede fodboldlandskamp. Der var dog en ting der optog os drenge mere end fodbolden. I de år havde ”Danmaks Radio” kriminalhørespil om sommeren. Efter en del plageri fik vi lov til at være lidt længere oppe denne ene aften. Vi blev anbragt på græsset foran et af lærernes værelse, hvorefter en lille dampradio blev anbragt i det åbenstående vindue og skruet op for fuld styrke.

   Den lune skumrende sommeraften blev afbrudt af ”Radioteatret, vi opfører Shiva Skriget af Cecil Burton” hvorefter aftenstilheden blev flænget af et sønderrivende skrig. Første del ”Liget i undergrundsbanen”. Bagefter var det egentlig meget rart at krybe til køjs i den store sovesal.

   Et stort ønske gik i opfyldelse da jeg nåede at komme med på feriekolonien Abildvig. Det var sommeren 1958. Vi var et par store drenge fra afgangsklasserne, bla. min skolekammerat ”Popper.” Da vi var de ældste og mest erfarne, og da vi samtidig var fagfolk med en fortid i mælkebranchen, var det ret nærliggende at det var os to der fik tildelt det ærefulde og vigtige erhverv, at hente den daglige mælk oppe på landsbrugsskolen Næsgård. Der var ca. 3km. gennem et smukt stykke skov med udsigt til hele Grønsund. På gården byttede vi den tomme junge med en ny fyldt med friskmalket mælk. Vores tohjulede trækvogn var nu blevet lidt tungere at trække, så halvt nede i skoven på hjemvejen tog vi en pause. Med en medbragt kop, drak vi af den tykke fløde som lå øverst i jungen, medens vi nød den storslåede natur.

   Et sted i skoven var der en spejderlejr, og på slutningen af vores ophold på kolonien forlød det, at spejderne havde taget en af vores mindre kammerater til fange. Det var mørkt og stjerneklart da vi rykkede ud for at befri fangen. Om der var en fange eller ej, fandt vi aldrig ud af, men da vi lå derude og så op i den mørke sommernats himmel, kom en lysende stjerne glidende hen over himlen. Det var   ”Sputnik 3” på sin rejse rundt om jorden. En ny tidsalder ”Rumalderen” var godt i gang, og hjemme ventede en lærerplads som Blikkenslager, men det er en helt anden historie.


Med mange hilsner Asger Wettlaufer f. Pedersen.

Skolegang 1950 – 1958.

 

Det eneste jeg har fra min tid på Grundtvigskolen. Portræt af hr. Berg tegnet af undertegnede i 7. A 1957.

Mvh. Asger Wettlaufer f. Pedersen.