Jeg kom ind på Grundtvigskolen i II.em a i efteråret 1958. Begyndte oprindeligt på Utterslev skole i august 1953 i 1. klasse efter at jeg havde gået
5 år i børnehave. Kom allerede i mellemskolen på Holbergskolen efter 4. klasse og flyttede efter et år der, til Grundtvigskolen. Forlod skolen efter mellemskoleeksamen for at gå i gymnasiet på Efterslægten, hvorfra
jeg blev matematisk student 1964.
Min klasselærer på Grundtvigskolen var frk. Lindhardt som underviste i dansk og sang. I mit yndlingsfag historie havde jeg
fru Vejborg, i regning frk. Cronberg, engelsk og fysik fru Garney, håndarbejde fru Starklint og i geografi og naturhistorie fru Orht Nissen. De øvrige lærere kan jeg ikke huske. Begge mine forældre
var lærere i Gladsaxe Kommune og jeg var selv glad for min skoletid.
Årets løb.
Med "årets løb" mener jeg ikke undervisning i skoleåret men derimod navnet på det Musikteater, som frk. Lindhard opsatte, da jeg gik i 3.mellem.
Det meste af klassen var involveret i stykket dels som optrædende dels som hjælp med syning af kostumer og hvad vi ellers var gode til. Min opgave var at styre musikken idet musikstykkerne var indspillet på båndoptager, så jeg
var med til de fleste af prøverne. I foråret 1960 blev den spillet to gange i aulaen. Den begyndte med vægtersangen hvorpå foråret begyndte med Vivaldis fire årstider. Elever fra de små klasser illuderede erantis
og vintergækkers udspring, senere kom blomstervalsen fra Nøddeknækkesuiten af Tjajkovskij med 4 piger fra min klasse samt drenge fra parallelklasse. De to af pigerne blev i øvrigt senere gift med deres partner i forestillingen. Harlekin
og Columbine var også med i forestillingen mere kan jeg ikke huske, og jeg har desværre ingen billeder. Jeg ved frk. Lindhard fik taget billeder af forestillingen. Vi var senere ude at opføre uddrag af forestillingen i et menighedshus i
pastor Vejborgs sogn, hvilket fru Vejborg havde været behjælpelig med.