Historier fra tidligere elever og lærere

GEORG LINDEVALL, f. 1933

Min skoletid 1939-47

   Min tid i Folkeskolen begyndte d. 15. maj 1939 i Højdevangens Skole på Amager. Mine forældre havde til dagen købt en skolemappe og et penalhus af læder til mig. Mappen var så god, at jeg kunne bruge den i de første læreår efter min skoletid. Lige fyldt seks år kom jeg sammen med 31 andre drenge til at ”gå” i 1.A. Klasselæreren var et dejligt menneske, Thv. Pedersen hed han og han fik i løbet af en fire – fem måneders tid lært de fleste af os at læse og skrive. Hans søn, Torben, gik i den samme klasse og han og jeg blev rigtigt gode venner; sikkert fordi vi begge havde et ”handicap”! Han var nemlig rødhåret og jeg bar som den eneste i klassen briller!

 

   Regnelæreren hed Hr. Dose. Han kastede i den grad sin ”kærlighed” på mig. Når han kom ind i klassen råbte han altid: GEORG -, OP TIL TAVLEN! Endnu inden han havde anbragt sin mappe på katederet fik han skrevet et regnestykke på tavlen, som jeg efterfølgende regnede forkert! Belønningen var altid et slag oven i hovedet eller på ryggen med pegepinden. Mobning var altså desværre heller ikke noget ukendt begreb dengang!

 

   Året efter min skolestart blev hele familien og altså også jeg, vækket af et forfærdeligt spektakel, det var meget tidligt d. 9. april om morgenen; vi boede ved Sundbyvester Plads, på Stokrosevej, og larmen kom fra mange lavtflyvende tyske fly på vej til eller fra Københavns Lufthavn i Kastrup. Den tyske besættelse var begyndt og vi måtte alle få købt mørklægningsgardiner til vinduerne, hvide armbind for at blive set i trafikken om aftenen osv. Fem triste besættelsesår havde taget sin begyndelse!

 

   Efter også at have gået i 2.A på Højdevangen, flyttede min familie til Bispebjerg, hvor jeg kom til at gå i Grundtvigskolen fra og med 3.A. På Grundtvigskolen anede man intet om at jeg ikke kunne regne. Det betød, at der efter flytningen dertil, ikke var nogle problemer for mig med regning og aldrig blev det siden! Her fik vi hjemme-regning for hver dag og havde man ”glemt” at få dette ordnet til næste regnetime, måtte man gøre det efter skoletid på skolen! Vi fik nye fag, geografi, tegning, sløjd, fysik, historie samt religion og gode lærere, der kunne få os interesserede i tingene! Eksempelvis var vores klasselærer, Emil Jensen, der også havde os i faget historie, vældig god til at levendegøre dette stof og adskillige er de gange, vores klasse sammen med ham, tog turen med sporvognen ind til vort herlige Nationalmuseum for at kigge på, hvad man der har samlet af fund fra Danmarks ældre og nyere historie.

 

   Når klokken i skolegården ringede ind til time stillede eleverne sig klassevis op, to og to i geledder, hvorefter alle stille og roligt bevægede sig ind i skolen, hver til sit lokale. Mandag morgen startede ugen med, at alle skolens elever samledes til morgensang akkompagneret af en lærer på skolens sorte flygel. Det foregik naturligvis i skolens flotte aula med det sort/hvidt-bølgede gummigulv, PH-lysekronerne og med den store gipsstatue af gode gamle Grundtvig stående ovre i venstre hjørne skuende ud over det hele. Lørdag middag sluttede ugen også med en sang eller to samme sted. På blandt andet denne måde fik vi alle sammen lært vores herlige sangskat at kende, hvad jeg virkelig, den dag i dag er meget glad for! – (trist, jeg fornemmer at denne dejlige skik, i det hele taget, er på vej ud af skolerne!)

 

   Det var almindeligt, at børn på den tid gik med træsko – også i skole, og økonomisk fattige familier, som f.eks. min, kunne med en anbefaling fra skolen få bevilget et par kapsko, som de hed. En forening, ”Fattige Børns Fodbeklædning”, udstedte derefter en rekvisition og med den i hånden, fik man træskoene udleveret hos Chr. Andersens Isenkram i Vestergade, nær ved Rådhuspladsen (forretningen ligger der endnu!). Skoene skulle, inden de blev taget i brug, inspiceres i skolen, nypudsede og forsynet med de medfølgende jernbeslag.

 

   Også en ferieplads på landet kunne man få på skolen, det var en viceskoleinspektør på Amager ved navn Chr. Østrup, der formidlede seks ugers ophold med sol og sommer til de skolebørn, der ikke havde andre muligheder for en sund ferie på landet. Sådan en ferieplads fik også jeg som otteårig, hos en rar skipperfamilie med to drenge ved Flensborg fjord. Her kom jeg de næste 7-8 år både i sommerferien og til jul! Herligt, herligt! Når skolesommerferien startede og man skulle af sted, fik jeg et papskilt i snor om halsen med oplysninger: data om hvad man hed, hvor man kom fra, hvor man skulle hen og datoen for rejsen hjem igen. Så af sted med damplokomotiv og de gamle vogne med træsæder og udendørs perroner i begge ender. Fra Hovedbanegården til Korsør, sejle med færge over Storebælt til Nyborg og igen med tog videre til Rinkenæs, min sønderjyske destination. I disse dejlige ferier fandt man også ud af, hvor f.eks. mælk, kød, mel, havregryn, grøntsager osv. kommer fra! Det var jo til dagligt bare ”noget” man drak og spiste uden at tænke på tingenes oprindelse. Fint!

 

 

   I krigsårene ”spiste man på skolen”. Alle børnene fik hver dag til frokost to rundtenommer (= fire halve stykker!) rugbrød med pålæg og ost, ¼ l sødmælk, et æble eller en gulerod og hvis man var mere sulten, ekstramadder med syltetøj – ad libitum! Da dette ikke var en frivillig ordning betød det, at alle, også de fattigste familiers børn, fik et sundt måltid mad til frokost hver dag!

 

   Skolen var usynligt opdelt med pigerne i venstre og drengene i højre side. Klasserne var også kønsopdelt og således også skolegården. Hvis man (jeg) formastede sig til at overskride den usynlige midterstreg for at sludre med en pige i frikvarteret, kostede det en” sveder ”! Altså = en times eftersidning efter skoletid; næsten altid i en pigeklasse, for at det skulle gøre rigtig” ondt”. Et år oprettedes ”Læsestuen” i skolens dejlige bibliotek. Her kunne man komme efter skoletid om eftermiddagen. Det var et rigtigt godt initiativ, dels fordi man her kunne finde en masse ting at læse, dels også, fordi man her kunne være sammen med piger og sludre, om end dæmpet, helt legalt!

 

   Også ”Skolehaver” fik skolen arrangeret. Et område mellem Tagensvej og Lersøparken blev udlagt til haver. Have-størrelsen var kun ca. 1½ x 10 m vil jeg tro, men det var helt utroligt, hvad vi deltagende skolebørn kunne slæbe hjem af grøntsager, blomster og rabarber fra det lille jordstykke, når det blev høsttid! Fint for de mange små familier med de lige så små husholdningspenge.

 

   På den tid havde man fridage såsom når kongen havde fødselsdag, ”fjortendages-lov” der senere blev til ”måneds-lov”, dertil kom de dage hvor der blev afholdt Kommune-valg, Landstings-valg og Folketings-valg. Ja, og så de gange hvert år, når borgerne skulle hente Rationerings-kort! Disse begivenheder foregik altid i skolens aula, og der var derfor ingen undervisning de dage!

 

   En dag i oktober 1943, hvor vi lige var kommet i skole, meddelte vor klasselærer os, at én af klassens elever, Gerhard Bromann ikke kom mere! Han og familien var flygtet og kommet til Sverige for tre dage siden! Hvorfor? Joh, han og familien var jo jøder! Jøder? Hvad var jøder??? Hvad var det, der gjorde jøder anderledes end os andre og hvorfor skulle de flygte? Det fandt vi snart ud af; vores skrædder, hr. Nodal der åbenbart også var jøde, syede gammelt tøj om til bukser for os tre drenge, som vi var derhjemme; han boede nær ved Højbanen på Nørrebrogade og pludselig en dag var han, som så mange andre, der heller ikke mere. Flygtet eller måske deporteret af tyske Gestapo?

 

   På skolen havde man en læge tilknyttet og fast en sygeplejerske, der til daglig kunne tage sig af skrammer som børnene fik i skolegården. Her blev man også ca. en gang om året undersøgt for eventuelle svagheder af den ene eller anden art, tuberkulose, lus, engelsk syge, underernæring, syns- og høreprøver m.m. Også skoletandlæge var der med årlige tandeftersyn.

 

   På Skolescenen sørgede man for at vække skoleelevernes interesse for teaterverdenen. Det var relativt billigt og foregik for det meste på Det ny Teater. Her så jeg bl.a. ”De Elendige” og ”Jeppe på Bjerget” m. fl. Når hele teateret ”kogte” med alle disse skolebørn kom en mand, Thomas P. Hjejle hed han, ind på scenen foran tæppet og løftede i den ene hånd en bog og sagde at: Forestillingen begynder først, når der er fuldstændig ro!!! Det hjalp som regel!

 

   En fredag, da jeg kom hjem fra skole, var hele vores ejendom omringet af sorte Hipoer, (nazistisk Hilfs-polizei!) i flere timer. Fredag var den dag min far normalt kom hjem med illegale blade som han var med til at trykke, (Den sidste Runde” hed det!) og som jeg derefter fik ind under blusen og siden omdelte til udvalgte beboeres brevsprækker. Min mor sendte mig derfor over til min fars arbejde på Jagtvej ”med en slags madpakke”= en besked! På den måde undgik han at blive visiteret og især afsløret, hvis de brutale Hipoer var her endnu, når han kom hjem fra arbejdet! Hipoerne havde fået et tip om et illegalt lager med våben og ammunition i ejendommens kælder, og det var det, der åbenbart nu skulle gøres noget ved.

 

   Som krigen/besættelsen eskalerede, forekom der oftere og oftere overflyvninger med allierede bombefly, og at der derfor kom luftalarmer i skoletiden. Det betød, at lærerne og børnene, vel 5-700 personer, afhængigt af tidspunktet på dagen, alle måtte en tur ned i skolens kælder.  (Børnetallet er et ”slag på tasken” idet der d. 31/12 1944 var 805 piger og 675 drenge eller i alt 1480 elever indskrevet i 52 klasser på Grundtvigskolen. Kilde: Aarsberetning for Københavns Kommunale Skolevæsen 1943-44).

 

   De smalle gange hernede i kælderen, blev udnyttet som beskyttelsesrum, nødtørftigt var det, børnene sad på betongulvet op ad de hvidkalkede kældervægge, og som tiden gik, blev luften mere og mere beklumret! Ulækkert og meget svært at trække vejret! Disse grimme luftalarmer kunne godt tage op til et par timers tid.

 

   Husker rigtigt meget datoen 21.marts 1945. Jeg var lige kommet hjem fra skole, sad og kiggede ud af vinduet lige over for, hvor jeg boede, da der pludselig kom en engelsk jager, en Spitfire, drønende lavt hen over taget på Grundtvigskolen; så tæt på var den, at jeg kunne se piloten i flyet! Det var den dag R.A.F. (Royal Air Force) havde bestemt, at Gestapos hovedkvarter i det besatte Shell-hus ved Vesterport Station skulle bombes. Desværre forulykkede et engelsk bombefly under dette angreb og faldt ned i Den franske Skole ude på Frederiksberg. Forfærdeligt mange mennesker blev dræbt, heraf 88 skolebørn! Ganske forfærdeligt og dybt tragisk! Først meget lang tid efter kom luftalarmen! Til ingen verdens nytte, da var det hele jo sket!

 

   Mine yndlingsfag var historie, fysik, naturhistorie, geografi; tegning og geometri med Kaj Sessingø og træsløjd. Sløjdlokalet var placeret nederst i skolebygningen på en mørk gang i højre side. Over for sløjd var skolebadet og her var det en sport at stå på lur og kigge på de dejlige bare piger hvis eller når døren en gang imellem gik op! Det var jo sådan, at der ikke var varmt vand i hanerne derhjemme på grund af krigen, så hver 14. eller 21. dag fik alle eleverne et dejligt varmt bad på skolen; pigerne den ene uge og drengene den næste!

 

   På et tidspunkt, jeg mener det må have været omkring årsskiftet 1944–45, havde krigen i Europa og særligt i Tyskland smadret de fleste af de huse folk boede i. Hele byer lå i ruiner dernede sydpå. Dette afstedkom, at tyskerne transporterede deres flygtninge, ofrene for disse bombardementer og krigsinvalider, ca. en kvart million mennesker, op til Danmark. Det medførte et genhusnings-problem, som blev foreløbigt løst ved, at adskillige skoler måtte lukke for undervisning, idet de mange flygtninge blev indkvarteret der! Således også vores Grundtvigskole. Mange forsamlings-huse, sportshaller, hoteller, fabrikker, højskoler m. m. blev også inddraget til formålet.

 

   Da jeg boede på 3.sal lige over for min skole, kunne jeg ud af vinduet iagttage, at tyske flygtninge udstyret med en slags ”flygtninge-penge” hver dag kunne gå i byen og købe danske varer, som jo var rationerede for almindelige danskere! Det var ikke særlig populært og de fleste forretninger afviste flygtningene med, at man desværre ikke havde flere af de forlangte varer. Uden for skoleporten på Magistervej stod hele døgnet bevæbnede tyske soldater på vagt, og hver formiddag kunne man se en åben lastvogn med presenning (prærievogne kaldte man dem), afhente de tyske flygtninge, der var døde i nattens løb på skolen. Nøgne og bare læsset oven på hinanden! Dette scenarie ændrede sig ved befrielsen d. 5.maj 1945, hvorefter det var to CB-er (civilforsvars betjente eller ”føl” = CB-er), der overtog værnemagtens portvagt og herefter fik flygtningene ikke mere lov til at forlade skolen.

 

   Denne flygtningesituation betød naturligvis, at der overhovedet ikke var undervisning til eleverne på Grundtvigskolen mere. Erindrer, at der i løbet af vel en god måneds tid blev arrangeret en form for undervisning forskellige steder i byen. Således blev min klasse, 1.FM A, slået sammen med en parallelklasse, 1.FM B, og vi fik derefter en slags ”undervisning” hver anden dag i to timer. Stedet var en ældre nedlagt fabriksbygning, overtaget og udlånt af K.F.U.M. til formålet, beliggende på Nordre Fasanvej, næsten vis a vis Nørrebro Station. Her fik vores klasse efter nogen tids forløb tilbudt et otte-dages ophold på ”Asmunds Minde”, en lejrskole i Langerød ved Kvistgård i Nordsjælland.

   Lejrskolen med de to madmødre og den ene af lærerne, Ivan Jensen, og alle rødderne, 1945. Jeg står som nr. 4 fra højre i nederste række.

 

   Det blev virkelig en god oplevelse. Vi skulle her sandelig opleve noget vi ikke var vant til. Med damptog til Langerød Trinbræt og 15 min. gang til skolen. Vi blev opdelt i hold og undervisningen bestod i, at holdene på skift bl.a. skulle besøge et andelsmejeri, en smedje, en mølle (Højsager Mølle) og efterfølgende skrive fristile om det. Det blev til beretninger om henholdsvis smør- og ostefremstilling, hvorledes man hos smeden i Søholm fremstiller en hestesko og skor en hest; en klatretur op til hathjulet indvendig i møllen for at beskrive møllevingernes og kronhjulets overførsel af vindens energi til de andre hjul (og disses navne!) hele vejen ned gennem møllen til kværn og hejseværk osv.

Højsager Mølle. 

 

   En udflugt til Helsingør blev det også til. Vi så Karmeliter-klosteret, Sct. Mariæ og Sct. Olai kirker og andre herlige gamle bygninger, men ikke Kronborg; slottet var ved at blive sat i stand efter tyskernes vanrøgt af den gamle bygning under besættelsen. Men ellers vældigt givende og interessant, jeg blev meget glad for byen Helsingør den gang og er det stadig!

 

   Noget mindre godt var det måske, at ”Asmunds Minde” lå ikke så langt fra en fantastisk lækker æbleplantage, som vi dagligt skulle forbi på vores ture! Det var jo næsten ikke til at stå for, når vi skulle passere, lige at hoppe over pigtråden og forsyne vore pullovers med de sunde, skønne frugter! Det hævnede sig da også, da vi kom hjem til ”skolen” på Fasanvej igen! Vore to lærere, Ivan Jensen (AB-er og landsholds-fodboldspiller) og hr. Larsen påstod, at de havde fået et brev fra æble-plantageejeren, hvori han beskrev et større tab og forlangte enten at vi blev straffet eller at han ville kræve erstatning af forbrydernes forældre. Klassen valgte solidarisk, da vi alle havde været implicerede i forbrydelserne, hver at modtage tre lussinger. Herefter håbede vi så bare, at lærerne, om ikke andet, fik rigtigt ømme hænder.

 

   En skønne dag blev de tyske flygtninge overflyttet fra Grundtvigskolen til en slags lejre rundt om i landet, indtil de alle sammen kunne sendes til deres forskellige hjemegne nede i Tyskland. Jeg tror nok, at de fleste flygtninge stammede fra det østlige Tyskland, så der har sikkert skullet ske en del forhandlinger med de nye magthavere der, inden dette kunne gøres! I hvert fald blev vores skole istandsat efter flygtningene; der blev malet og regeret, og en skønne dag blev det tid til at flytte ind igen på ”vores” rigtige skole.

 


   Tiden gik, året var 1947 og pludselig var det sidste skoleår i folkeskolen, 3. FM A. Jeg mener nok, at vi lige akkurat nåede at få den nye retskrivningsreform med os, den indebar en hel del lettelser for den tids skolebørns stavning. De vanskelige regler for hvornår det hed kunde eller kunne, skulde eller skulle, vilde eller ville, blev forenklet til altid at være kunne, skulle og ville. Og så bolle-å’et, Å og å i stedet for Aa og aa! Navneord med lille osv. Det var en dejlig klasse vi havde haft med gode og rare lærere, så da vi nåede hen til afslutningen på det sidste skoleår, skulle der naturligvis være fest!

 

   Afgangsdrengeklasserne havde sammen indstuderet ”Svend, Knud og Valdemar” til opførelse i skolens aula. Vi var faktisk helt færdige med det, scenen opstillet og parat til forestillingen, da det blev meddelt, at landets konge, Chr. X. netop var død. Det betød tre dages landesorg og altså aflysning af fest, teater osv. Trist nok, men sådan var det! Den eneste form for afslutning på skoleforløbet der blev os alle til del efter dette, var en såkaldt stille højtidelighed i skolens aula hvor inspektøren, C. A. Jürgensen med det store hvide hår, uddelte vore årskarakterer, klassens elevnumre; (vi blev jo hvert år udstyret med et nummer dengang, vist nok udregnet efter karaktergennemsnittet i klassen!) og endelig skolens flidspræmier.

 

   Da de fleste af skolekammeraterne havde fået job, læreplads eller andet, lykkedes det ikke at få samlet ”tropperne” igen til lidt fest på et senere tidspunkt. Det får mig dog ikke til at glemme den skønne tid i Grundtvigskolen, hvor jeg fik lagt grunden til mine interesser og den basis/paratviden som jeg stadig, også i dag, har stor glæde af. Tiden i Folkeskolen har virkelig været et rart kapitel i min tilværelse!

- mvh Georg Lindevall

(Historien er lettere redigeret, men den kan ses i opr. udgave:  HER )

 

Uddrag fra historien om de tyske flygtninge på Grundtvigskolen,

kan læses her:  TYSKE FLYGTNINGE

 

 

TIL TOPPEN AF SIDEN