Historier fra tidligere elever og lærere

LISBETH PREIL

Født i 1953

   Jeg hedder Lisbeth Preil og gik på Grundtvigskolen fra 1960-68. Barndomshjem var Bogtrykkervej 27.

   Det er ret underholdende at læse om andres oplevelser fra ens skoletid og fra selvsamme skole.  Mange af oplevelserne fra barndommen og teenageårene står stadig klokkerene for mig.

   Når jeg for alvor går ind i oplevelser fra barndommens tid, så overraskes jeg over hvor detaljeret jeg egentlig husker tiden fra dengang. Bare sådan en lille ting som lugten – rettere duften – fra den lille bager på Hovmestervej tæt på skolen.... den kan jeg stadig fremkalde og huske helt tydeligt. For ikke at tale om duften af bøtte-smør oppe fra ismejeriet på Frederiksborgvej.

  Meget af det slik der blev solgt dengang husker jeg, som var det i går. Der var noget der hed Tahiti – en pebermyntebar med chokoladeovertræk i grøn stanniol til 50 øre, banan- og kakaois til 35 øre, Jenka-tyggegummi til 10 øre, 5 øres slik fra forskellige bøtter der stod fremme og Harlekin småkager med vanilje eller chokoladecreme. Jeg kan endda stadig huske smagen af bagerens  studenterbrød. De må have kommet lidt romessens i glasuren?!

   Jeg kan også huske når vi sad med de små slikposer under bordet i klassen og så meget uskyldige ud, som om vi slet ikke havde noget af det der 5 øres i munden.

   Her sidder jeg (tv) sammen med Ulla der er 1 år yngre end mig. Vores mødre var kollegaer. Vi sidder på altanen med Grundtvigskolen i baggrunden.

 

   Altanerne i kvarteret med de grønne anlæg var et enormt blomstermarked. De var godt nok en hyggelig baggrundskulise for os børn, der altid 'var nede' og lege. Kvinderne dengang gik meget op i pyntningen af deres altaner. Nord Vestavisen kvitterede ligefrem hvert eneste år med at kåre de 3 smukkeste af dem.

   Jeg er født i 1953 og startede i skolen i 1960. De første 5 år gik jeg i ren pigeklasse og fra 6. blev vi blandet med drengene. Jeg husker lidt fra den første tid i 1. klasse. Vi havde en meget, meget sød og varm lærerinde til at starte med. Det skulle vise sig, at hun kun var vikar for vores klasselærer. Jeg glemmer aldrig den første dag vores rigtige klasselærer vendte tilbage på skolen. Hun så godt nok skrap ud, da hun pludselig stod der ved siden af katederet og kiggede intenst på os 30 små piger. Jeg husker jeg var bange for hende fra 1. dag. Hun hed fru Waage Jensen og hun var en skrap kvinde. Hver dag hun kom ind i klassen kiggede hun på os alle sammen en-for-en med sit falkeblik og jeg var sikker på at hun kunne se lige ind i os alle sammen. Med årene lærte jeg dog også hendes meget varme side at kende.

   Så var der fru Staack, pigernes gymnastiklærerinde. Hende og den anden gymnastiklærerinde frk. Lindgren (tror jeg hun hed), de var 2 unge moderne lærerinder. De gik i slacks, havde begge farvet deres hår sort og havde det samlet i venstre side i en hestehale.  Jeg havde fru Staack på et tidspunkt. Hun var til jazz-gymnastik og hun kunne ikke fordrage min akrobatik.

   Når vi havde gymnastik, klædte vi hurtigt om og løb ind i gymnastiksalen og drønede rundt eller lavede andre ting. Jeg trænede mine vejrmøller, slog forlæns og baglæns overslag og Staack kunne ikke lide det. Hun sagde rent ud ”at det var til at brække sig over at se på”. Jeg mindes, at hun gav udtryk for, at det var skadeligt for ryggen på sigt og det må jeg sige at hun havde blik for, for lænden er ikke stærk i dag. Faktisk mærkede jeg problemet med noget slid i lænden allerede da jeg var omkring de 20. Men jeg var så glad for at bevæge mig og folde mig ud rent fysisk, så glad, at det er det jeg lever af i dag og har gjort i de sidste 25 år.

   Staack og frk. Lindgren havde et modstykke i en gymnastiklærerinde der hed frk. Hougs. Hun var strid. Hun var skolens skræk husker jeg. Jeg havde hende et enkelt år til gymnastik. Vores timer med hende, var meget oldnordisk gymnastik. Vi skulle bl.a. danse 'den toppede høne'. Kunne vi ikke få knæene højt nok op, kom hun og slog os over lårene med en pegepind og hunsede på den måde med os.

   Hende Hougs fik jeg så igen i 6. klasse i regning. Hun lagde hårdt ud og satte dem der ikke var så stærke i faget ned bagved, for det måtte være ens betydende med, at de ikke hørte efter og så kunne det også være lige meget, så kunne de sidde dernede og passe sig selv. Dem der var dygtige placerede hun oppe foran. De var dygtige fordi de gerne ville lære noget og det skulle de så have lov til.

   Det gik helt galt for hende på et tidspunkt. En dag ville hun flytte en der hed Allan ned bagi. Allan sad på 2. bord i midterrækken ved siden af Flemming P. Rohbach (som også har sin fortælling fra skoletiden her på hjemmesiden). Men Allan var ikke sådan at flytte. Han svarede frk. Houst igen, da hun bad ham rykke ned bagi og sagde ligeud: ”Jeg flytter mig ikke”!! 

    Der blev efterfølgende helt stille stille i klassen. Alle var overrasket og Allans tilbagemelding til frk. Houst skulle lige bundfældes – inklusive hos hende selv. Hun blev total stum. I minutterne efter, skete der noget magisk i klassen. Angsten for frk. Hougs forsvandt og en del af os gjorde efterfølgende oprør mod hendes pædagogiske praksis og på skift lod vi os smide udenfor døren. Nogle gange kom hun os i forkøbet og sendte os uden for døren, fordi der alligevel ikke ville gå lang tid før det alligevel blev nødvendigt, som hun sagde.

    Vores klasseværelse var nede i hjørnet af aulaen til højre, over sløjdkælderen. Det var bedst at blive smidt ud og placeret i hjørnet med statuen af Grundtvig, for så kunne vi gemme os bag ham, når vi så skoleinspektøren komme. Det var også okay at blive smidt udenfor og stå i vores eget hjørne af aulaen, for der var vindeltrappen ned til sløjdkælderen, som vi kunne gemme os i.

    Værst var det når vi blev smidt ud og placeret nede i højre eller venstre hjørne af aulaen, for der var ingen gemmesteder i tilfælde af, at skoleinspektøren skulle komme forbi. Og det gjorde han ind imellem og selvfølgelig spurgte han hvad vi lavede der.

   Vi lavede så meget ballade, at hun bukkede under og vi fik så en anden lærer som drengene havde haft fra 1 – 5. klasse. Hr. Lewinsky. Super dejlig lærer.

   Jeg tror jeg var en værre rod i de første teenage år. Egentlig kedede jeg mig meget i undervisningen. Jeg dagdrømte, lavede ballade, lavede ikke lektier mm. Jeg tror nok at jeg dengang kunne have været berettiget til en ADHD diagnose. Men noget må jeg have lært, for jeg har i hvert fald en mellemlang uddannelse i dag.

   Selvom selve undervisningen kedede mig usigeligt, så var der elementer fra min tid på Grundtvigskolen, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Faktisk synes jeg det var meget charmerende at alle klasserne samledes i aulaen mandag morgen til et par salmer og igen lørdag middag til et par sange fra sangbogen inden weekenden.

    Alle børn stod med ansigterne vendt mod Grundtvigskirken og sang. Efter fællessangen gik vi klassevis tilbage til vores klasseværelser. Så skulle vi i øvrigt også rejse os op, når der kom en lærer ind i vores klasse, og børnene sagde De til lærerne. Der var meget struktur i vores tids undervisning, noget som jeg vildbasse havde godt af.

   Efter skole gik jeg over på fritidshjemmet på Tagensvej. Kulturcenterets fritidshjem hed det. Der havde jeg en frøken, som brød op med De-tiltalen og 'frøken-titlen'. Hun hed Ulla og vi sagde du til hende. Hun var en super-dygtig pædagog. Jeg husker, når vi kom fra skole, så fik vi te og mens vi drak den og spiste resten af madpakkerne fra skolen, så læste hun historier for os. Det var som regel 'De 5 bøgerne'. Dem elskede vi børn.

    Mens Ulla læste for os (ved juletid) sad vi og pillede grannålene af juledekorationerne og brændte dem en-for-en, så der kom en skøn juleduft mens hun læste. Allerede i september begyndte vi børn på julegaverne. Det var ikke småting Ulla kunne hjælpe os med. De praktiske færdigheder og hendes kreativitet har jeg som voksen meget glæde af.

    Vi lavede øloplukkere og proptrækkere af kohorn, halssmykker af ferskensten, vi syede rya-puder, lavede emaljesmykker, savede i træ med løvsav, snittede i linoleum og meget mere.

    Efter nytår startede Ulla op på forberedelserne til børneteater, som vi kunne opføre for vores forældre, når vi nærmede os skoleårets slutning. Ulla spillede klaver og vi øvede stykkets sange og roller gennem hele foråret. Jeg mener vi spillede Klods Hans og i hvert fald Snehvide et år. Vi tog også ind imellem over i Lersø Parken ved hospitalet og spillede rundbold. Hun var skøn og super engageret i os børn.

   Hjemme i gården, lærte vi børn at lege uden voksne. De ældre børn tog sig af de mindre og når de ældre børn voksede ud af legeskoene, så var der blevet nye 'store' og tilsvarende nye 'små', som måtte komme ned og lege. Vores fælles lege og reglerne for dem gik på den måde i arv. Vi legede skjul, sanglege, spillede bold op ad muren, rundbold, cowboy´der og indianer, vi spillede med lerkugler og hinkede. Om vinteren lavede vi glidebaner ved at spytte løs i sneen og gnide det grundigt ind i sneen med vores støvler. Vores lege dengang var egentlig meget strukturerede. Vi havde som sagt ingen voksne til at sætte noget i gang for os, så vi lærte også at bruge vores fantasi. Jeg husker fx at vi på regnvejrsdage samlede regnorme og lavede kapløb med dem ned ad slisken (??) til kælderen. Klokken 8 om aften kom gårdmanden og sendte os børn op. Han kom en ekstra gang forbi og sikrede sig, at vi var kommet op og væk fra gaden.

   Jeg fik en dejlig ringveninde som det hed dengang på fritidshjemmet. Vi gik hver eneste weekend dejlige ture i området. Hun boede oppe i Storgården og gik på Bispebjerg skole. Ofte når jeg skulle op til Susanne, som hun hed, så mødte jeg Flemming P. Rohbach ved ismejeriet hvor han var bud.

   En lille hilsen til dig Flemming her i min fortælling. Du skriver i din (fortælling) at fru Waage Jensen gav dig dette skudsmål på dit eksamensbevis: ”Flemming har opnået et resultat, som svarer til hans evner.” Ja-ja Flemming... i mit skrev hun ”Lisbeth er en elev med et dejligt humør, som går op i de fag, der interesserer hende.

Ha-ha... så enkelt kan det gøresSmiler stort

De bedste hilsener til jer alle fra Lisbeth Preil:  Info@vandmotion.dk


Et stort PS.
Det er en skøn hjemmeside og en dejlig ildsjæl, som passer den.

Tak Poul Erik.

 

TIL TOPPEN AF SIDEN