Historier fra tidligere elever og lærere

TENNA H 


Levepulver


   Vi piger havde en idrætslærer (Tove Staack) , som vi var meget glade for. Hun kunne stort set få os til alt. Men ind imellem skete det også, at vi ikke gad lave gymnastik, eller som jeg, ikke havde nået at lave blækregning, og så skulle nå at skrive af efter en af de andre. Dette foregik på toilettet.

 

   Dengang var det legalt ikke at deltage når vi havde ”det månedlige” som det som oftest blev omtalt.  Tove Staack blev træt af mit pjækkeri, så en dag sendte hun mig på apoteket for at købe ”levepulver”. Naiv som jeg var, gik jeg over på apoteket og bad om levepulver. De kiggede noget forundret på mig. Det kendte de ikke noget til.  Trak lidt på smilebåndet, og sendte mig tilbage med den besked, at sådan noget fandtes ikke. (jeg var garanteret ikke den første hun havde sendt derover). 


   Da jeg kom tilbage til skolen og fortalte at apoteket ikke havde noget levepulver grinte hele klassen af mig. Tove havde fortalt dem, at jeg var sendt på apoteket for at statuere et eksempel på, hvad hun kunne finde på, hvis andre forsøgte at pjække fra hendes timer.  Tove skrev altid op, hvornår vi piger havde det månedlige. 


   Den dag syntes jeg ikke det var sjovt, men jeg har siden fortalt det vidt og bredt, og der er blevet grinet meget af historien. 


   Det var også under Toves ledelse at vi sammen med rigtig mange andre skoleelever deltog ved en stor gymnastikopvisning til Københavns 800 års jubilæum, hvor Danny Kaye gik forrest ved indmarch.


mvh. Tenna H





    Afdansningsbal: her danser Tenna med Lennard Broch.