Historier fra tidligere elever og lærere

TAGE ROSENMEIER

   Godt initiativ med den hjemmeside - det er altid herligt at se tilbage på en svunden tid. På foto er jeg omkring 9 år.

Skoleinspektøren hed Martin Eskesen. Han var en myndig mand, der var kendt i kvarteret, når han på sin cykel kørte over til skolehaverne i Lersøparken med sin schæferhund løbende ved siden af. Han boede i den villa, der lå på hjørnet af Hovmestervej og Bogtrykkervej. Jeg husker endnu, da jeg i 1955 skulle "skrives" ind i skolen. Sammen med min mor gik vi til inspektørens kontor, hvor jeg trykkede hans store næve. Han var i det hele taget stor.


Det var også ham, der afsluttede hver "aulasang" om lørdagen med et vers af Bjørnstjerne Bjørnson, der lød sådan her:

"Elsk din næste, du kristen sjæl.
Træd ham ikke med jernskoet hæl,
ligger han end i støvet.
Thi alt som lever, er underlagt kærligheds
genskabermagt.
Bli'r det bare prøvet. "

- jeg husker det endnu. Vi forstod ikke meget af det den gang, men hos mig har det brændt sig ind i erindringen, og eftertiden har gjort forståelsen noget lettere.

Du skal også lige have med, at da Eskesen gik af - det var lige i starten af 1960'erne - så blev han afløst af Søby Christensen, som vi fik i tysk. Ved Eskesens sidste aulasang holdt jeg tale for ham på vegne af eleverne. Talen var skrevet af min klasselærer, Damtoft, og den lød således (husker det, som var det i går):

Kære inspektør Eskesen,
Da det er sidste gang, vi alle er samlet her med Dem som Grundtvigskolens inspektør, vil jeg gerne på mine kammeraters og egne vegne sige Dem tak for den tid, der er gået, og ønske Dem held og lykke fremover.
Og vi be'r Dem modtage denne gave som en hilsen fra Grundtvigskolens elever.

- og så fik han overrakt et fad der havde aulaens vinduer som motiv, husker jeg.

Ak ja, 50 år går hurtigt, men erindringen er der tilsyneladende stadig. Jeg gik ud i 1965 efter III. real. Havde hr. Berg i de første fem klasser og endte med Damtoft i de fem sidste.

Glæder mig til at følge udviklingen af siden.


                                    HR. KYMER OG FRK. LYHNE

   Kymer husker jeg tydeligt. Han stod vagt med stokken og alle var enige om, at han havde træben, men ingen vidste det rigtigt.

Ofte stoppede han rækken af elever, når der var for meget larm - dengang var vi delt i drenge- og pigeklasser - og jeg husker meget tydeligt, at han ikke kunne klare, hvis to drenge gik med armene om skuldrene på hinanden, Så stoppede han rækken, kaldte drengene for Marie og Sofie, hvilket var det værste for en dreng i den alder at blive kaldt, og så blev man bedt om at tage armene ned. En underlig berøringsangst eller lignende - men tiden var jo anderledes.

Jeg husker også frk. Lyhne - viceinspektricen - der som alle andre krævede, at man tog huen af, når man var inden døre. Lyhne var Kymers kvindelige modstykke og lige så "børnevenlig" som han var. Jeg er sikker på, at hun var frøken og absolut ingen børn havde. Engang trak hun en af mine klassekammerater ud af rækken, fordi han ikke tog sin hue af for hende, da vi gik op ad trapperne og hun gik forbi.

De var lidt specielle de to - men heldigvis var der også mennesker på den skole dengang, og jo længere jeg kommer fra det - jeg gik ud af III real i 1965 - jo mere står hr. Berg som et af de største af den slags. Helt nede på jorden og med stor empati. Måske lyser han ekstra op i erindringens klare lys, fordi der var så mange af den anden slags. Det må vi se at få vendt på mødet til september.

Der var en del kæft, trit og retning hos visse lærere, men det kan vi komme tilbage til.

Hilsen fra Tage.

BRÖCHNER, BAGEREN OG BISPEBERG BIO


 

   Hej Poul Erik, et rigtig godt billede, der bringer en masse minder frem. Ud for Citröen'en lå isenkræmmer Bröchners butik. Her var jeg bud i et par timer efter skoletid. Det må have været omkring 1962.

Under markisen boede bager Jørgensen, der havde områdets bedste brød. Som 6-årig - og nybagt storebror gik jeg til bageren hver søndag over den "meget trafikerede" Frederiksborgvej. Dengang kostede det billige wienerbrød 16 øre og det dyre 26. Bageren hed Tage til fornavn, og det syntes min familie var rigtig sjovt.

På venstre side lå kiosken, Bispebjerg Bio, hvor man kunne sidde på 7. række med masser af benplads for 1,60 kr. På hjørnet lå Alt-i-radio og lidt længere henne urmagerne, der altid kom op fra kælderen, hvor han må have haft værksted. Senere rykkede Evan Klamer ind, da Perlestikkervej blev bygget, og hans søn kom i min parallelklasse.

Utroligt, som minderne vælter frem - og det lyder jo, som om det hele er 100 år siden eller mere. ;=))


Hilsen fra Tage.

                                          TIL TOPPEN AF SIDEN