Historier fra tidligere elever og lærere


LONE GUSTAVSEN
f. 1951, Sadelmagervej 8, 4. th.

INDHOLD:

Indledning
Min barndoms historie
Vuggestuen Sadelmagervej 2-4 (1951-53)

Børnehaven Skaffervej 3-5 (1954-58)
Grundtvigskolen Magistervej 4 (1958-63)
Skolebespisning
Bispebjerg Bio
Nora Bio

INDLEDNING

Jeg har været inde på din side. Meget interessant og et stort arbejde. Jeg er årgang 1951. Startede på Grundvigskolen i 1a i 1958. Boede på Sadelmagervej og gik på fritidshjem på Tøjmestervej. Tidligere gik jeg i børnehave på Skaffervej.

Har du det jubilæumsskrift, der blev udgivet for nogle år siden? Både Lisa Andersen og jeg skrev et bidrag om at være elev på skolen i hhv. 40'erne og 50'erne:

Dér fortæller jeg, hvordan viceskoleinspektrice frk. Lyhne pillede mig ud af rækken på vej op ad trappen fra morgensang og spurgte, om vi havde bad derhjemme? Derefter blev jeg tvangsforskrevet til fredagsbadning i kælderen. Her blev man vasket med træuld, og fik store bolsjer hvis man klædte sig hurtigt på. Intet sted på denne jord har der nogensinde eksisteret så meget varmt vand fra så store brusere.

Jeg har lige læst Tage’s beretning her på siden. Inspektørens hund hed "Musse", og den spiste gulerødder og bed hovederne af tulipanerne ovre i skolehaverne i Lersøparken.

Poul Erik: Jeg kan ikke se frk. Lyhne på nogen af billederne, men hun var kæmpestor - set nedefra i hvert fald - og havde en bordeauxfarvet kjole på med læg.

Mange hilsner
Lone Gustavsen.

MIN BARNDOMS HISTORIE

Vi boede på Sadelmagervej i en 2-værelses lejlighed med centralvarme, uden bad og med to altaner. I enden af karréen ud mod Oldermandsvej lå ismejeriet. Forretnings- indehaveren hed Severinsen. Han havde smør i store dritler, og når man bestilte ½ pund bøttesmør, lagde han et stykke pergamentpapir i hånden, dyppede den store rillede træske i en bøtte med vand, gravede smørret ud, klaskede det sammen på papiret, vejede det, regulerede vægten og formede det til en nydelig firkant, som han svøbte papiret om. Hjemme hos os spiste vi ikke margarine, kun smør. Vi stegte i margarine, men spiste smør. Det måtte ikke blive sølle.

Min mor var kontorassistent på Dreyers Tegnestue på toppen af ”Buen” over for Københavns Hovedbanegård. Han ”havde bygget” karréerne, som vi ser herover, der lå mellem Frederiksborgvej og Lygten.

 

I starten var vi tre, min mor, min far og mig. Efter få års ægteskab ragede de to uklar. Han sad for meget på ”Bisidderen”. Hun var ikke en ”rigtig” husmor. Det er min mors udlægning af situationen.

Som 17-årig flyttede min moster ind, fordi min mormor døde. Senere kom min lillesøster til. Vi boede altså fire i to værelser, tre i soveværelset, min mor i stuen.

 

I bunden af nr. 8 boede Dorthe Larsen, senere Kollo. Hun hentede mig fra børnehave, da jeg var lille. Hun var en sød pige, men jeg har nu aldrig hørt hende synge - dengang.

 

VUGGESTUEN

Vuggestuen, Sadelmagervej 2-4 bestod af 3 lejligheder. Den styrede frk. Eriksen assisteret af barneplejersker i lyseblå uniformer med hvide forklæder og hvide kapper på hovederne. Her herskede pinlig ro, orden og regelmæssighed. Jeg var 3 måneder, da jeg startede og fik egen høj, hvid tremmeseng. Lugten af syrlige og pinligt rengjorte sutteflasker og sutter sidder endnu i mine næsebor.

Senere var vi på tur i kvarteret med frøknerne. Først blev man trukket af sted i en kæmpe trækvogn, senere gik vi selv iført grå ulddragter, mens vi holdt godt fast i et reb, som frøknerne styrede i hver sin ende. Her ses vi til jul. Jeg er nisse nr. 5 fra venstre i midterrækken.

BØRNEHAVEN

Børnehaven Skaffervej 3-5 Her satte Søster Hedvig og Søster Karen den daglige orden. Jeg syntes, at det var mærkeligt, at de var søstre. De lignede slet ikke hinanden. Den ene var mørk, og den anden lys. Måske havde de bare hver sin far.

 

De boede sammen i lejligheden oven på børnehaven. Jeg har efterfølgende hørt rygter om, at deres forhold rakte ud over det søsterlige. Det tror jeg nu ikke. De havde begge grå dragter og kyselignende kapper på hovedet, der blev bundet under hagen. Jeg tror, at de var en slags diakonisser. Det er et gæt.

 

Jeg gik på ”Blå Stue” hos frøken Inge. Her havde vi de pragtfuldeste skabe med alt: legetøj, små væve og andre syting, papir, farver, sakse og lim. Man måtte selvfølgelig kun tage det frem, man fik besked på. Der var varm mad hver dag kl. 12: sagosuppe, vandgrød, øllebrød, risengrød, kakaosuppe med tvebakker og - oh himmel - på de gode dage kartoffelmos med små stykker pølse i. Hver dag skulle vi stille op på række og indtage en skefuld levertran.

 

Efter mad sov vi til middag i to timer på udklapssenge. Det kunne være to meget lange timer, selvom frøken Inge læste højt af spændende bøger: ”Robinson Crusoe”, ”Chicos lange vandring”, ”Heidi”. Man måtte ikke stå op, fnise eller snakke. I 5-års alderen avancerede jeg til budpige. Efter højtlæsningen krummede frøken Inge sin pegefinger i min retning og jeg fik lov ”at tage en med” og derefter gå på indkøbstur på Frederiksborgvej for frøknerne. Det var en betroet stilling, og så slap man for at ligge og glo op i loftet.




GRUNDTVIGSKOLEN

   I 1958 startede jeg i 1a. Vi var 29 piger og 0 drenge. Vores klasselærerinde hed fru Andersen, og hende havde vi i næsten alle fag: læsning, skrivning, regning, sang og håndarbejde.

Vi havde klasseværelse i et meget flot lysegult træhus. Der var 3 rækker med borde med plads til to ved hvert. Man havde sin faste plads. Under bordpladen havde man sin egen brune papæske, som man tegnede navn på. I æsken lå nemlig 2 blyanter, 1 viskelæder, en trælineal, et stykke læderagtigt stof til at tørre pennen i, et klatpapir og - hvor skønt! - en lille æske med Filia-farver. I hjørnet stod kakkelovnen og knitrede. Her var tørt, lunt, og det emmede af atmosfære. Det hed en ”barak”. Det lød flot, næsten ligesom ”gemak”. Omgivelserne passede så fint til ”Det Lille Hus på Prærien” af Laura Ingalls, som vi fik læst højt.

Vores læsebog hed ”Uglebogen”. Den var meget fin og til at blive klog af ligesom de små ugler.

 

Lis kan gå på tå.

Mis kan gå på tå.

Lis kan gå fint på tå.

 

I en sø lå en båd.

I en lille sø lå en båd.

I en lille sø lå en blå båd.

 

Far fik røg i sit øje

og aske på sit tøj.

 

Fru Andersen havde store bogstavkort, der passede til bogen. Der var et bogstav med tilhørende tegning i sort/hvidt på hvert kort. Efter ”protokollen” hver morgen: Inge Andersen, Connie Bech, Connie Birk, Susanne Bistrup ..osv. cirklede hun med blyanten i luften og slog ned på et navn. Det var den heldige, der fik lov til at farvelægge kortet med dagens bogstav ved brug af Filia-farverne, naturligvis. Bagefter blev de sat op over tavlen.

 

Fru Andersen tog sangtimerne meget alvorlig. Hun spillede selv klaver og havde sunget for Kongen. Vi havde små hæfter fra Vilhelm Hansen med tern til tekst og nodelinjer til melodien. I 1. klasse kendte jeg forskel på helnoder, halvnoder, kvarte og ottendedelsnoder. Vi havde rytmeinstrumenter og slog forskellige takter à la Safri Duo. Vi sang også flerstemmigt og optrådte lejlighedsvis i aulaen. Hun spillede klassisk musik på grammofonen og udskrev på et tidspunkt en konkurrence med præmie til den, der kunne tegne noget fra Bizets ”Carmen”. Selv tegnede jeg af fra et postkort fra Mallorca med en broderet, fantastisk flot dame med kastagnetter. Min mor hjalp lidt til med at få Carmens kjole i de rigtige folder. Da jeg stolt mødte frem med tegningen, kunne fru Andersen godt se, at der nok havde været lidt hjælp på, for hun var ikke dum, men hun sagde ingenting. Efter afstemning vandt jeg præmien, som vi kørte ned og købte. Grammofonpladen.

   I håndarbejde sad vi i de små klasser i klasseværelset og syede små håndarbejdsposer, altid med fingerbøl på. Fru Andersen gik rundt og kontrollerede, at sømmestingene var skrå og fine. Ellers måtte man pille op. Vi strikkede betræk til husholdningstændstikæsker i mellemblåt. Det blev til dukkesenge. Og en dukkekjole, når man beherskede glatstrikning, og ikke kun ret. Der var håndarbejde 2 fulde timer i træk, så vi kunne få bestilt noget.

(foto fra Marie Højmar: Haandarbejdsbogen. Lærerindens bog. Gjellerup. 1947)

Samtidig kunne man sidde og snakke så dejligt, hvis det vel at mærke ikke gik ud over produktionen. Foran Anny og mig sad en pige, der havde to storebrødre. Hun fortalte sådan en almindelig fredag morgen en historie om noget i en skov, en dreng, en pige, noget med en ”tissemand” … uh, havde fru Andersen hørt det frække ord? … Vi syede videre. Historien fortsatte hviskende: ”Og næste år fik de tre børn”. Vi var i oprør. Havde man hørt noget så ulækkert og frækt? ”Jo”, sagde den bedrevidende, ”det er rigtig nok. Og jeres far og mor gør det også!” Nu havde vi hørt nok. På vej hjem fra skole blev Anny og jeg enige om, at det bare var endnu en af X’s løgnehistorier. Det gjorde vore far og mor ikke. Det kunne enhver sige sig selv.

 

Rent faktisk var det muligvis et emne, der burde have været behandlet i Biologi. Men det blev det ikke. Vi havde en meget mærkelig lærerinde, hvis navn jeg ikke husker. Hun ville ikke røre ved noget med sine bare fingre. Til frikvarteret havde hun medbragt en pære, som hun vaskede af i sæbe og vand. Det havde jeg aldrig set før - eller siden. Hvis nogen havde fødselsdag og delte bolsjer ud, tog hun et med en serviet og lagde det ned i et lille bæger med låg og flormelis i. Så ville hun spise det senere, sagde hun. Hun åbnede døre ved at vrikke håndtaget ned med albuen.

Hvis hendes kunnen inden for kønslivet var begrænset, var hendes viden om bakterier helt kolossal. Hun beskrev malende alle de farlige baktusser, der fandtes og viste tavler med væmmelige smådyr, der lå på lur overalt. Hun spurgte, hvor mange der havde prøvet at kaste op efter at have spist ”noget”. Stort set alle rakte hånden op. Der kunne vi selv se, sagde hun. Bagefter blev man i tvivl, om man i det hele taget turde spise eller drikke noget som helst med tanke på alle de skadedyr, der kunne havne i ens mave - og forårsage sygdomme, ja måske endda døden?

Hun kan ikke have været helt rask.

 

Når man læser om andres skoletid, står gymnastiktimerne for mange som mareridt med lærere, der måske var gået glip af en karriere inden for militæret. Sådan var vores ikke. Den ros skal hun have. Vi havde en lærerinde, der gik i lange bukser. Man skulle deltage og være aktiv, men man blev ikke tvunget til noget, man var bange for. Selv havnede jeg altid midt på hesten, aldrig over den. Ligeledes er jeg højst nået 1½ meter op ad et af de tove, der blev trukket ud og hang ned fra loftet. Det var i orden. Bare man viste sin gode vilje. I omklædningsrummet forsøgte gymnastiklærerinden at sætte os ind i ”det månedlige”. Jeg kunne straks afgøre, at det ikke var noget for mig. Først nogle år senere gik det op for mig, hvad hun egentlig havde ment.

 

Jeg har meget at takke min klasselærerinde, fru Andersen, for. Hun var dygtig og grundig og tog sit arbejde meget alvorligt. Efterfølgende kunne jeg alt det, man skulle kunne, til fingerspidserne. Hun holdt sig til sagen og bevægede sig ikke ud i pjank og fjas. Engang følte hun sig dog kaldet til at ride en af sine personlige kæpheste: ”En ting må I love mig, piger: Aldrig at blive fotomodel. Det skal se så godt ud, men i virkeligheden står de og fryser næsten uden tøj på og skal bare gøre, hvad der bliver sagt, selvom de ikke vil.” Det lovede vi. Det løfte har jeg holdt.


SKOLEBESPISNING


   I en sal med høje vinduer var der ”bespisning”. Det var vistnok frivilligt, men det føltes ikke sådan. Det var ”hestens fødselsdag”, store solide skiver rugbrød belagt med vandig margarine og ”sundt” pålæg. En skive gummiost, muligvis 20 %. Svampet leverpostej med en rillet strimmel syltet rødbede. To skiver kødpølse, der smagte af salt - og rædslen over alle: sildepostej. Det var en lysebrun substans, til tider spækket med både skæl og ben. I skrivende stund får jeg smårullende opkastningsfornemmelser, og det er ikke skaberi. Jeg var ikke et kræsent barn, så langt fra. Jeg var vant til det, man i dag vil kalde institutionsmad. Og vi havde ikke køleskab - eller isskab som det var dengang - derhjemme. Bespisningen foregik efter skoletid i de små klasser, og hærdebrede damer i hvide kitler sørgede for ro og orden, og at ingen forlod etablissementet, før der var spist op.

Vi kæmpede.

 

En strategi gik ud på at spise den næstværste først, derefter den ”bedste”, for - med en rimelig smag i munden - at tage tilløb til den værste. I processen var det vigtigt ikke at tygge for grundigt. Bide og sluge. Nu taler jeg kun for mig selv. Min klassekammerat, Anny, overfor hørte ikke til de fyldige. Hun var sendt til spisning af sin mor, der nok håbede, at der kunne komme lidt ekstra sul på kroppen i godt selskab. Hun kæmpede med de store humpler. Sommetider løb tårerne stille ned.

 

En dag havde jeg fået nok. Da en af matronerne var passeret, hviskede jeg: ”Kom dem i lommen!” Det holdt hårdt. Dengang gik vi med sådan nogle blå anorakker med lomme på brystet. Efter en lynsnar orientering proppede jeg madderne i lommen. Vi gjorde tegn til at have spist og fik lov at gå. Vi styrede direkte til Annys mor, som hed Kis og gik hjemme. Jeg førte ordet: ”Vi vil ikke spise der mer’.” Kis så forbavset på os og sagde forsigtigt: ”Jamen det er jo god mad.” ”Så kan du æde den selv!” råbte jeg hidsigt og smak sildepostejen ned på deres nydelige sofabord. Så slap vi.

Ekstramadderne var i øvrigt - nu jeg er ved det - enten fedt med salt eller ”chokolade”, en slags kakaosmør, der måske minder om nutidens Nutella. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig smagt Nutella. At nogle drenge ivrigt kunne række hånden i vejret på råbet ”Ekstramadder!” efter at have indtaget den regulære platte står for mig i dag som en af universets gåder.

 

Jeg har kun ét billede med mig selv fra tiden på Grundtvigskolen. Det er her. Jeg sidder på forreste række nr. 5 f.v.


BISPEBJERG BIO

   Der var også udenoms-fornøjelser af ekskursionsagtig karakter. Der var pludselig slået hul igennem til en passage venstre om mod skolen. Den hed Perlestikkervej, var lys og venlig og gjorde alting nemmere. En dag lød skøn musik ud fra, hvad vi antog, måtte være en lejlighed.

Det viste sig at være bagsiden af Bispebjerg Bio. Her var en lille trappe, der gik op til et minimalt studio, hvor en lydtekniker sad og optog den sang, der fremførtes inde i biografen.

 

Jeg har overhørt store dele af indspilningen til ”De Unge på 40” - potpourrier med Susse Wold og Peter Sørensen. Man skulle bare sidde musestille på trappen og flytte sig hurtigt og diskret, når kunstnerne kom kørende eller bevægede sig ud til de ventende taxaer.

En dag hørte vi tydeligt ham med Jeg-har-min-hest-jeg-har-min-lasso, plus en vi ikke kendte, og - kunne det have sin rigtighed? - Peter, Søs’ kæreste, fra Far til Fire!

 

Da taxaerne rullede frem, tog vi opstilling med papir og blyant fra skoletasken. Vi måtte have den autograf. Først kom to ældre herrer og derefter den underskønne med de lyse krøller og det vindende smil. Jeg trådte et skridt frem - og tabte mælet. Jeg vidste godt, at det var nu, der skulle handles, hvis denne enestående chance ikke skulle glide os af hænde, men stod som lammet.

Søs’ Peter vendte hovedet, så de to fjogede skolepiger med papir og blyant og råbte sine kolleger an: ”Christian og Peter! Der er vist to unge damer her, der gerne vil have en autograf.” De kom tilbage: Peter Malberg, Ib Mossin og … ”Skal jeg skrive ”Afdøde”?” spurgte den sidste. Vi sagde ingenting. Vi vidste ikke hvad ordet betød. Igen kom vor helt os til undsætning: ”Hold nu op, Christian, du gør jo pigerne helt bange.” Christian Arhoff, stod der så - uden ”Afdøde” foran.

Jo, det beviste alt: Ib Mossin var en gentleman af allerhøjeste kaliber.

Ingen skal kalde ham ”Ib Rosin” i mit nærvær.

 

Først senere lærte vi 4-forestillingen om søndagen til 1 kr. at kende. Så skønne film på det store lærred og en festlig forsamling af ungdom, der kastede karamelpapir fra de bageste rækker.

NORA BIO

 Vi, der solgte julehjerter for skolen, fik en gratis biograftur til Nora Bio. Her så vi et år et drama fra Grønland. I pausen optrådte en ung mand med guitar og sort hår i Elvis-frisure. Spredt applaus. En mand råbte: "Kom alle sammen og få en autograf. Den bliver penge værd en dag!" Og så løb vi alle sammen derhen. To dage efter stod der i Nørrebro-bladet: "Johnny Reimar omringet af begejstret fanskare. Stor succes i Nora Bio."


                                                   TIL TOPPEN AF SIDEN