Gensynsmøde d. 30-8-2020

Klassebillede anno 2020: Bagerste række: Pia Bjaaland, Lisbeth Preil, Åse Jensen (tidl. Nielsen), Susanne Pedersen (tidl. Lønquist) Getha Christensen og Åse Holt. Mellemste række: Annie Nielsen, Kirsten Jensen (tidl. Hansen), Anni Larsen (tidl. Krogh), Nette Achen (tidl. Sønderby) og Vibeke Thelle. Forreste række: Lisbeth Nielsen, Marianne Andersen (tidl.Schäfer) og Sanne Hass (tidl. Mathiesen).

60-års gensynsdagen for 1. b 1960


Et kort historisk tilbageblik:

   I august 1960 startede Grundtvigskolen fire 1. klasser op: 2 drengeklasser, 1. A + 1. B og to pigeklasser, 1. a og 1. b. Det var det sidste år skolen delte op på den måde, med rene pige- og drengeklasser.  Efter 5 år blev klasserne delt i to linjer. Den ene var 'den boglige-linje' (realen) og den anden' den almen-linje', og herfra, altså fra 6. klasse blev pigerne i 1. b blandet med drengene fra 1. B.

   Det er 60 år siden, at vi fra 1. b mødtes første gang. Og i den anledning var vi 14 der mødtes søndag d. 30. august til en genforening. Oprindelig var vi 15 tilmeldte denne søndag, men Sussi der havde indlogeret sig på hotel i Danmark sammen med sin mand, måtte vende om pga. sygdom i familien.


Klassetræffet i VooDoo Lounge Bar

   Lidt pudsigt... eller rettere held i uheld, blev vores klassetræf afholdt i VooDoo Lounge, en Heavy-Metal Bar, der ligger inde i Valkendorfsgade v. Gråbrødre Torv. 
  Klassetræffet skulle have været afholdt andetsteds, men, med blot 8 dages varsel, blev det aflyst.

   Gode råd var dyre. Vi var på den. Ingen af os arrangører havde plads nok i vores stuer til 15 personer.  Og efter en lang dag, hvor vi havde kigget på spisesteder med god (Corona)plads til alle gæster, fik Åse den tanke at spørge sin søn der er bartender i VooDoo, om vi måtte være der?! Baren holder lukket om søndagen. Ingen problem i det, og så gik det stærkt med at arrangere 'træffet' påny. 

   Det udviklede sig til Det Store Sønderjyske Kaffebord og et lille bord med vin, ost, snacks og den slags, som alle 14 ved fælles hjælp fik op at stå.  Her stod vi, hvoraf langt de fleste af os ikke havde set hinanden i 55 år, med vores boller og kager i et lille rustikt murstenslokale, optaget af hinanden, omgivet af små dukker med nåle i og små skeletter, der hang ned fra loftet og med udsigt til en oprejst kiste ved endevæggen. Hele lokalet emmede af Heavy Metal. Det var en fantastisk stemning.

   Om denne uventede drejning af arrangementet gjorde, at vi råhyggede fra start og hele eftermiddagen, er svært at sige. Vi havde under alle omstændigheder alle set frem til dette klassetræf og glædet os i flere måneder til dagen. Men oplevelsen på VooDoo har helt givet krydret vores gensyn og lagret sig i vores hukommelse, som et sjovt minde.

   En lille ekstra detalje der var med til at gøre gensynet til en fantastisk oplevelse, var, at vi havde en rigtig professionel bartender på arrangementet og en professionel fotograf - begge, Åses sønner, Julius og Daniel.

   En tredje person var speciel-inviteret. Det var Robin en af Lisbeths gode venner. Robin havde været behjælpelig med at finde frem til de klassekammerater, som vi i 'søgegruppen' havde svært ved selv at finde. Robin havde søgt i gamle digitaliserede lokalaviser for at finde nye søgespor, statstidende, Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Mediestream, aneguf.dk m.fl. Han ku´ bare det der :o)

   Gensynsdagen mundede ud i, at ingen var i tvivl om, at den skal følges op med endnu flere. Og til den tid, håber vi, at også Sussi Zimmermann kan være med, og ikke mindst Majbritt Wagner (tidl. Balling) der desværre var forhindret den søndag og Vivan Dahlgaard (tidl. Lauritzen) der pga. Coronaen ikke kunne forlade Spanien hvor hun er bosiddende.

   Det var en fantastisk dag, hvor der blev luftet gode, men også triste skoleminder. De triste skoleminder kom vi ikke udenom i vores skoletid der lå op gennem 60´erne. Der var også masser af plads til en snak om det der fylder hos os i livet i dag.

   Det er ikke overdrevet, når vi skriver, at det var en vidunderlig eftermiddag.


Alt godt fra arrangør-gruppen:

Marianne Andersen (tidl. Schäfer), Åse Holt og Lisbeth Preil.