Lis Ravn, født Mortensen.
Har boet Landsdommervej 30, st.tv. hele min skoletid. Bor nu i Allerød.
Jeg har gået på Grundvigskolen fra 1. klasse til III emb, hvor jeg gik ud i utide, december 1952, da jeg var skoletræt. Startede 9. januar 1953 hos Struers chemiske Laboratorium, som kontormedhjælper, og ½ år efter kom i lære som kontorelev. Har senere fået en kommunal uddannelse også, så det gik jo meget godt. Nu er jeg pensionist, og nyder tilværelsen i fulde drag.
Fra 1. – 5. klasse havde jeg frk. Lindhard som klasselærer. Hun var hysterisk med hensyn til at blive smittet, hvad andre jo nok også har oplevet. Jeg hostede åbenbart meget, og husker, at hun altid sagde: ”kunne du dog ikke få nogen pastiller af din far og mor, så du ikke forstyrrede så meget, og det smitter jo også”. Det fik jeg bestemt ikke med. Hun havde også en idé med at bruge albuen eller et lommetørklæde, når en dør eller et vindue skulle åbnes.
I skolegården skulle vi jo stå pænt på rækker, inden vi skulle op i klassen og ikke snakke. Det var jo svært. Gårdvagten kom ned, og hev mig i kinden helt op foran de andre. Mærket var der endnu, da jeg kom hjem fra skole, så min mor gik over på skolen og skældte den lærerinde ud, som havde forulempet hendes datter.
Om sommeren var en del af os elever på feriekoloni eller landophold hos familier, der ville tage de ”stakkels” københavnerbørn i ferien. Jeg har prøvet begge dele. Det var som regel dejlige oplevelser, men da jeg var 14 år skulle jeg også af sted på feriekoloni, fordi jeg har en lillesøster, Ina, som var startet i 1. klasse, og ikke kunne komme på feriekoloni, medmindre jeg som storesøster tog med. Det syntes jeg ikke var så sjovt.
Fra I mb (1950) fik vi så fru Munk som klasselærer, og sikke en forandring. Vi elskede hende. Vi oplevede mange spændende ting med hende. I
1952 arrangerede hun en lejrskole tur til Sønderjylland, hvor hun havde kontakt til Løjt Realskole i Løjt Kirkeby. Det skulle foregå således, at vi boede privat og deltog i skolen dernede. Vi var af sted i 10 dage med utrolige mange dejlige oplevelser i det specielle område. Vi var jo Københavner børn. Året efter var der så et genvisit hos os i København. Det var også en meget speciel oplevelse for Sønderjyderne, da de fleste af os boede i lejligheder. Da vi var i Sønderjylland boede alle på gårde eller i huse.
Næste tur fru Munk arrangerede, var til Norge i 1953. Fru Munks datter og hr. Damtoft var med. Jeg
fik lov til at deltage, selvom jeg var gået ud af skolen i december 1952. Det var jeg glad for. Jeg var jo bare 16 år, og kom stadig sammen med mine skolekammerater. Var bare træt af at gå i skole.
Jeg vedlægger nogle billeder fra vores Lejrskole tur i Sønderjylland. Bemærk lige, hvad man skulle have med af tøj (vi var væk i 10 dage) og ordensregler samt programmet for turen. Rationeringsmærker skulle vi jo også have med.
Ligeledes vedlægger jeg kopier af nogle karakterbøger fra grundskolen og mellemskolen samt en udtalelse fra min dejlige klasselærer fru Munk.
Det blev jo en lang historie, men man kan jo blive ved. Dejligt, at du har sat noget i gang, Poul Erik.