Historier fra tidligere elever og lærere

HENNING KUSK, f. 1948     

Historien om en sveder.

   Da cykel-idolet Evan Klamer, efter at hans succesrige samarbejde med Kay Werner Nielsen (det berømte par nr 7) var ophørt omkring 1961-1962, skulle Klamer finde et andet erhverv. Han åbnede derfor cykelforretningen "Klamer Sport" på Frederiksborgvej, ganske få skridt fra Bispebjerg Bio.

   Åbningsdagen blev behørigt markeret med Monark-flag (Monark, sammen med Hartiner, et af datidens populære cykelmærker) og ikke mindst billeder af Klamer - med autograf - og et møde med selve idolet. Som stor knægt på vel omkring 12-13 år ville man jo ikke lade den chance for et møde med seks-dages-helten gå fra sig. Der var bare ét problem: Åbnings-festlighederne lå midt i skoletiden.

   Men vi var nogle stykker, der smuttede i det store spisefrikvarter der vel var omkring 20 minutter langt. Så der skulle være rigelig tid til at smutte de få meter ned til forretningen og være sikkert tilbage inden næste time.
Vi nåede også at få del i festlighederne. Det blev til både et møde med Klamer, et lille blåt Monark-spidsflag og et foto af idolet.
 
   Men da vi nåede tilbage til skoleporten ved Magistervej havde det ringet ind, og lille, søde frk. Jørgensen blokerede for den sene tilbagekomst. Vi havde regnet med at vi kunne klare frisag med en dårlig undskyldning, men nej.

   Den lille udflugt kostede mig en eftersidning - en sveder  som jeg iøvrigt aldrig kom til at sidde. Frk. Jørgensen skrev forkert på sedlen og sendte mig til eftersidning et tidspunkt, hvor jeg havde time. Nå - jeg sagde ikke noget til nogen - heller ikke hjemme - og der skete ikke mere.

   Den dag fandt jeg ud af, at man ikke kontrollerede, at eftersidderne rent faktisk mødte op. Det  var vi nogen der benyttede os af i resten af vores skoletid. Måske var det dér ungdomsoprøret, der for alvor sprang ud omkring et årti senere, begyndte?    

 

 

Historien om det afrevne øre


   Jeg havde i en periode i underskolen den iøvrigt udmærkede kunstmaler Kaj Sessingø til tegning. Han var ikke nogen ønskelærer for mig. Han afslørede sig som et særdeles hidsigt gemyt og han var gavmild med nogen gevaldige, men meget upædagogiske og uigennemtænkte skideballer – især overfor elever, der var blottet for talent og interesse.

   Det hedder sig, at han engang rev øret af en elev, men så slemt var det nu ikke. Men det var slemt nok - her er historien: Af en eller anden grund havde Sessingø hidset sig voldsomt op over en eller anden bagatel, som han mente, at min klassekammerat Erling var skyld i. Og som det var skik dengang, tog han et solidt tag i Erlings små hår ved ørene og ruskede ham, så han kunne mærke det. Hans greb var så hårdt og hans rusken så kraftig, at han rev en hudlap ved øret fra, så blodet flød i stride strømme.

   Den forvirrede og let paniske Sessingø styrtede omkring med vat og gaze og forsøgte at standse blødningen, men skaden var for stor til at han selv kunne klare det. Erling måtte en tur på skadestuen, hvor hudlappen blev syet på plads.
  
   Den hidsige Sessingø fik af skolens ledelse besked på at tage hjem og sige undskyld til Erling og hans forældre. I dag var han næppe sluppet med en undskyldning.

   Jeg tror nok han derefter i ganske lang tid holdt fingrene fra elevernes små hår ved ørerne. Han gik for at være kommunist og for i sine geografitimer at holde lange berømmende taler om Sovjetunionen, og det gjorde ikke sagen bedre i det koldkrigshærgede Danmark anno 1960’erne.

- Henning Kusk.

Frk. Axø


   Frk. Axø var - som jeg husker hende fra skoleårene i ca. 1956-1960 - sådan et frøkenagtigt fruentimmer i lang, ulden nederdel, tykke strømper og med knold i nakken. Jeg husker det ikke præcist, men runde briller ville fuldende portrættet. I de små klasser forkyndte – ”underviste” er et alt for stærkt ord – hun bibelhistorien for os. 

   Det foregik, mens vi sad ”i græsset” – altså på gulvet foran den forhøjning katederet var anbragt på, og så op på (og hun troede vel også – op til) hende, mens hun ved hjælp af plakatstore plancher med idylliserede, renskurede farvetegninger som kan ses i Jehovas Vidners små blade ”Vagttårnet” og ”Vågn op”, udlagde teksten om ”Enkens søn fra Nain” og ”Jesus stiller stormen på søen”.  Indoktrinering af værste skuffe. Og ordensduksen måtte før og efter timen transportere de mange tunge tegninger, der var klæbet på masonitplade, fra og til depotet. 

   Når man en hel time havde siddet på det snuskede gulv foran katederet kunne det ses på bukserne, og det skete mere end én gang, at man hjemme fik en overhaling for at ”have lavet sig til”, og her hjalp undskyldningen om at have siddet ”i græsset” ikke. Man var klemt som en lus mellem to negle. 

   Samme frk. Axø mente heller ikke, at hvad som helst kunne tjene som bogbind for skolebøger. Hvert år, når vi fik nye bøger, skulle de jo bindes ind, og til formålet kunne man hos boghandleren købe bogbind i flere kvaliteter og farver.

   Nogle sprang denne udgift over og bandt bøger ind i flere lag avispapir og forstærkede med tape-strimler på ryg og hjørner og andre udsatte steder, hvad der jo ret beset ydede samme beskyttelse, som de dyre bogbind. Men det passede ikke den knibske frk. Axø. Hun rev de hjemmelavede bogbindet i stykker og sendte eleven hjem med besked om, at ”frk. Axø havde fået en finger ind, og nu skulle der ordentligt bind om bøgerne”.

   Det blev for meget for en af fædrene, der troppede op til en af hendes timer, forlangte en forklaring og desuden skældte hende hæder og ære fra og sagde, at gentog det sig så ”skulle han nok sørge for at hun ikke var frøken mere”. At han havde brugt nogle gamle numre af det kommunistiske dagblad ”Land og Folk” havde nok ikke stemt frk. Axø mildere, men jeg erindrer ikke, at hun nogensinde ”fik fingeren ind” igen.

- Henning Kusk.

'Dammer'

   Sløjdtimerne var – selv om jeg absolut ikke var nogen havørn til faget – et af skoledagens små oaser. Snakken gik livligt mellem høvlebænkene, kæft-, trit- og retning-disciplinen var gemt væk og en afslappet stemning herskede. Midt mellem de to timer blev de to klassekammerater der var længst fremme med arbejdet, taget ud af undervisningen. Først modtog de bestillinger og penge fra klassekammeraterne og derpå gik de til den nærmeste bager efter de bestilte antal studenterbrød og ditto colaer.

   Valget stod mellem Jolly Cola eller Coca Cola i en lille udgave på 19 cl eller den såkaldte ”store” cola på 33 cl. Sjovt at tænke på i dag, hvor 1,5 liters flaskerne næsten er standard. Studenterbrød og drikkevarer blev så indtaget mellem høvlspåner, stiksave og arbejdstegninger.  Et initiativ, der gjorde den evigt piberygende og i øvrigt overordentlig selvglade sløjdlærer Helge Damtoft populær.

   Hos mig kunne populariteten nu ligge på et meget lille sted. Damtoft var en af de lærere, der hævdede sig, ved at mobbe udvalgte elever. I sløjd var jeg ét år ét af ofrene. Gennem et par måneder havde jeg – der bestemt ikke er gode venner med nogen form for værktøj – aset og maset for at høvle fire stykker træ i den opgivne form. Klassekammeraterne var for længst gået videre til næste stadie i fremstillingen af den bogreol, der skulle blive resultaterne af anstrengelserne.

   En dag tog Damtoft mine fire stykker træ mellem fingrene og holdt dem højt over hovedet, mens han til de fleste af mine kammeraters latter proklamerede, at til årets elevudstilling i aulaen skulle jeg have min egen stand med et stort neon-skilt, hvor der skulle stå: ”Her arbejder Kusk”.

   Hans ualmindelige modbydelighed gik desuden ud over min ejegode sidekammerat Ove, der døjede med eftervirkninger efter polio.

   Sløjdsalen var Damtofts domæne. Han vedligeholdt værktøjet, og her holdt han hof, hvor der med et par andre lærere blev drukket bajere – med ”gashåndtag”, eller ”kravetøj” – med andre ord guldbajere. Gerne Dortmunder.

   Dertil kom, at han sjældent havde piben ude af munden og påstod, at han ene af alle i kongeriget havde tilladelse til at ryge, når han gik ture i plantagerne ved sit sommerhus i Lumsås.

   Han var en kolossal distanceblænder, der i flere år formåede at forblænde forældre og elever og give indtryk af, at være verdens dygtigste lærer. Men han satte sin goodwill over styr, da han forlod konen, fru Munch, der også var lærer på skolen, og flyttede ind hos min klassekammerat Henning og hans mor på Landsdommervej. I dag ville man næppe løfte et øjenbryn, men dengang var det en skandale, man talte meget om. En af kammeraterne kom der forresten som købmandsbud og kunne fortælle, at ”Dammer”, som han blev kaldt, var særdeles fedtet med drikkepengene.

   Jeg havde ham også til dansk og mindes ham især for, at han lige da han havde overtaget os i 6. klasse, kom med en alenlang liste på henved en snes bøger, som han forlangte, vi havde læst når vi gik ud af realen. Kun to nåede jeg at få læst inden jeg i utide måtte forlade skolen: ”I kamp mod lavinerne”, fordi den er så tynd og Martin Andersen Nexøs ”Ditte menneskebarn” fordi min mor forlangte det.  I dansk var jeg en del skrappere end i sløjd, så i dansktimerne fandt han andre at mobbe, bl.a. føromtalte Ove, der dog ikke var så dum, som Damtoft mente. Ove blev senere en talentfuld dameskrædder (en af hans kjoler er i dag på museum) og kom til at sy for Jean Voigt.

   Senere endnu blev Ove uddannet intensivsygeplejerske, og da ville skæbnes ironi, at det en skønne dag var plageånden Damtoft, der lå på den båre, Ove modtog. Selv om det er omring et halvt hundrede år siden får Ove, der i sin karriere kom til at virke i miljøministeriet og som en afholdt leder i en af Røde Kors flygtningecentre, det stadig dårligt, når talen falder på Damtoft.

   Og der er andre, der har hårdtslående minder om ham. Under en reportagerejse med Hurtigruten i maj 2012 delte min hustru og jeg middagsbord med en vejlensisk tandlæge og hans søde kone. Han var på vej til de 75 år. Og verden er lille: Han havde også haft Damtoft som klasselærer. ”Sadist” var hans umiddelbare betegnelse af vores fælles lærer. Han havde haft ham, mens det var tilladt at slå eleverne, og han fortalte, at Damtoft havde ”let til spanskrøret” og udøvede sin magt med en sjælden nidkærhed.

- Henning Kusk.

                                         TIL TOPPEN AF SIDEN