Historier fra tidligere elever og lærere

ARVIND VREJLEV

Her er jeg som 7 årig. Det er taget i gården ved Rebslagerhus.

 Klassebillederne

Jeg startede i 1.D på Grundtvigskolen som 6 årig i 1953. I 3. klasse flyttede vi til Blåmunkevej, der ligger i den anden ende af Nordvest. Derfor flyttede jeg også skole til Holbergskolen. Siden har jeg gået på Bispebjerg og på Frederikssundsvejen, men det er en anden og meget lang historie.

En dag i efteråret i 1953 blev alle 1. klasserne hevet uden for barakkerne. Vi skulle fotograferes af en (tror jeg) freelance fotograf, der havde fået overbevist lærerne om det smarte i sådan et klassebillede. Om foråret 1954 blev vi så atter hevet ind til fotografering. Denne gang var det det officielle klassefoto, hvilket blev varslet i god tid. Det ses af vores påklædning, der lige pludselig var anderledes pænt og rent - for de fleste af os.

I øvrigt undrer jeg mig over, hvor min gamle klasse blev af. De er ikke med på nogle af billederne efter 1956. Er der nogen der kender til det?

 

Rebslagerhus                                                              

Jeg er født på Mesterstien, men vi flyttede til Rebslagerhus i 1950, til en moderne 2½ værelses lejlighed i stuen til venstre. Et par år efter fik vi en lillebror, så vi nu var 2 voksne og 4 børn i lejligheden, hvilket var meget normalt dengang. Rebslagerhus er en vinklet 5 etagers bygning i gule mursten. Den ligger tilbagetrukket på hjørnet af Frederikssundsvej og Lygten, men støder op til den lange røde karré, der går op mod Frederiksborgvej. På indsatte billede, der må være fra 40'erne, har jeg sat en ring rundt om boligblokken.

 

Som nævnt var det meget normalt med mange børn i de efter nutidige forhold, relativt små lejligheder og vi var da også mange. Flere af mine klassekammerater kom fra Rebslagerhus. Minder fra de ca. fem år vi boede der, er primært knyttet til efterår/vinter. Om sommeren boede vi nemlig i vores kolonihavehus på Tomsgårdsvej. Præcis der, hvor TK nu har sin bygning.

Som så mange andre er min erindring om barndomsvintrene meget prægede af sne, sne og atter sne. Vi byggede kæmpe snehuler, som vi kunne kravle rundt inde i. Vi byggede snehule i kælderskakten til viceværtens store fortrydelse. Han kunne imidlertid ikke ødelægge den, selv om han hoppede oven på den. Den var tyk og frossen. Jeg husker ikke om han også var det Smiler stort!

I baggården havde vi et kæmpestort pæretræ med de mest fantastiske pærer. Der var højt til de nederste grene for os små purke, så når der skulle plukkes, måtte en af de lidt større drenge stå for. Jeg husker stadig dengang en af drengene faldt ned fra træet. Han ramte nogle grene undervejs, men den dumpe lyd det gav, da han ramte jorden, husker jeg den dag i dag - 60 år efter. På en arbejdsplads havde jeg en jævnaldrende kollega, som jeg udvekslede barndomsminder med. Vi fandt lige pludselig ud af, at vi begge var fra Rebslagerhus og at han også kunne huske episoden. Den havde fæstnet sig kraftigt i begge vores barnesind. Jeg kan se på Google, at den store baggård er blevet noget mindre, end jeg husker den. Eller også er jeg blevet større.

På den anden side af plankeværket, der omgav vores baggård, lå til den ene side en lang række villaer. Der hvor KANT (kulturcentret) nu ligger. På den anden side boede de andre - dem fra den røde gård. Hvorfor vi var fjender må guderne vide. Det skyldes nok plankeværket - men hvert år havde vi juletræskamp. Grenene blev hugget af stammerne, der derefter blev brugt som slagvåben. Jeg husker dog ikke, at nogen blev ramt. Det var vi alt for bange til. Juletræerne blev hvert år solgt af en mand i kørestol. Jeg husker specielt, at hans ben var pakket ind i noget sort materiale. Vi hjalp ham gerne med at holde træerne, når han satte juletræsfoden på.

På den anden side af Drejervej var det den rene klondyke. Det store hus lidt nord for Rebslagerhus var en rotterede. En af mine klassekammerater boede der, men vi kom der ikke. Det var her spritterne holdt til. I nærheden boede også den berømte kattedame. Jeg var på besøg hos hende én gang. Hun må have brugt en formue til mælk til alle de katte, der drønede rundt om os. Desværre skulle vi igennem området hver dag for at komme i skole, så vi var altid nogle stykker der fulgtes. Den gang blev vi fulgt i skole af vores mor den første skoledag og derefter måtte vi selv klare os.

I forgården ud mod Lygten var der opført nogle beskyttelsesrum under krigen. De blev bl.a. brugt af banansælgerne til at opbevare deres varer i. Det var nogle fugtige, mørke og for mig uhyggelige rum. Jeg og nogle af mine kammerater blev på et tidspunkt lokket derned af de store drenge og låst inde. Det var vi et par stykker, der tudede en del over.

Som det fremgår af billedet ovenfor, var der en del bygninger på hjørnet mellem blokken og vejene. Nogle af dem var allerede dengang kondemnerbare. Jeg husker især den høje vinkelbygning ud mod Frederikssundsvej. Vi turde ikke gå ind i opgangen af frygt for at noget ville falde sammen om os, men der boede mennesker derinde. Der lå også en metalhandel ud mod Lygten. Den kravlede vi lystigt over hegnet ind til, når der ikke var folk på pladsen.

 

Spritterne

Det er kun spredte minder jeg har om spritterne. De indgik jo i vores hverdag på samme niveau som alle andre. Vi var egentlig aldrig bange for dem, for de gjorde aldrig os noget. Kun en enkelt gang har jeg været udsat for et rasende råb fra en af dem: På den anden side af Lygten, langs Slangerupbanen lå der en række gamle, udtjente siloer til sten og sand etc. Dem legede vi en del på, for det var tilpas farligt at balancere på kanten og se ned i dybet. Her boede imidlertid en spritter og en enkelt gang kom vi til at vække ham i hans brandert. Det blev han en del sur over.

 

Slangerupbanen

Ved den overdækkede indgang til Slangerupbanen var der en kortrulle. Det var noget meget eksotisk og spændende. Man kunne ved at dreje på et håndtag, panorere over hele togstrækningen. Det brugte vi en del tid på og blev med jævne mellemrum jaget væk af kontrollørerne. En gang gik jeg tur på Lygten med min far. Der holdt et tog ved perronen, der var ved at læsse passagerer ind. Jeg benyttede mig af min nytillærte evne til at fløjte - med det resultat, at toget begyndte af køre. Stor panik. Min far trak mig hastigt videre, samtidig med at han skældte ud. Han undlod dog ikke at fortælle historien i mange år efter.

 

Skinneskidtskraber

På den anden side af Frederikssundsvej var der en sporvognssløjfe. Jeg kan ikke huske hvilken linie, men vi hyggede os tit med at se konduktøren flytte stangen, så sporvognen kunne køre den anden vej. Nogle var ret skrappe til det. I andre tilfælde stor der gnister, når det ikke gik efter planen. Hvis vi var heldige, fik vi en gang imellem lov til at køre med sporvognsskinneskidtskraberen. Hvis nogle ikke ved hvad det er for en størrelse, har jeg vedlagt et billede. Det var en skovl med en tap foran. Man kørte med tappen nede i skinnerne, hvorved alt snavset blev samlet op på skovlen.

 

Mange hilsener

Arvind Vrejlev

 

TIL TOPPEN AF SIDEN