GENSYNSMØDE d. 10-09-2011

TENNA - BENTE - ULLA-BRITT - POUL ERIK


   Lørdag d. 10-9-2011 mødtes jeg med Ulla-Britt Sjögren, Bente Ramsing (tidl. Koch Rasmussen) og Tenna, for at planlægge det gensynsmøde (G12) for gamle elever, som blev afholdt: lørdag d. 8-9-2012. Du kan læse om G12-dagen: HER

   Nederst på siden kan du læse lidt om vores gensynsmøde d. 10-9-2011 og du kan se billeder fra dagen i næste menupunkt.


Grundtvig-statuen er her besat af 3 tidligere elever:
Tenna, Bente og Ulla-Britt. Ingen skal tage gamle Grundtvig fra os.
Læg mærke til at Gamle Grundtvig er fornøjet ved situationen.

GENSYNSMØDE D. 10-9-2011




   Her sidder vi på restaurant Fredensborg og planlægger de rå rammer for G12-gensynsmødet i 2012. 


   På det sidste gensynsmøde jeg havde på Bornholm med Tenna, talte vi om evt. at holde et stort gensynsmøde for gamle elever fra Grundtvigskolen. Jeg var lidt i tvivl, for jeg har ikke en bønne forstand på sådan noget i stort format. Tenna sagde at hvis jeg besluttede mig en dag, ville hun godt være med til at arrangere. Senere blev jeg ven med Bente Ramsing (tidl. Koch Rasmussen) på Facebook. Hun skrev til mig at hun syntes det var en god idé med et gensynsmøde og vi kunne evt holde det på Cafe Lygten i Nord-Vest kvarteret, kendt af mange som en gammel smugkro med ”gule” gardiner. I dag er det en pæn og istandsat café hvor man også kan få noget at spise.

 

   Efter nogle dage i tænkeboks besluttede jeg mig for at gøre noget ved det og skrev til både Tenna og Bente at vi måtte holde et møde om dette store arrangement, som sandsynligvis skulle være til næste sommer. Kort tid efter kom Ulla-Britt Sjögren til, mht at planlægge dette gensynsmøde. Vi fire skulle så mødes for at tale om detaljerne og om hvornår det skulle finde sted.

 

   Alt dette skete omkring 1. juli i år og efter lidt skriveri om at finde en dato hvor vi fire kunne mødes, endte det med at blive d. 10-9-2011 og vi skulle mødes på Café Lygten for at se lokaliteterne efter i sømmene.

 

   De næste 2 måneder var 'hårde' at gennemleve. Tenna havde jeg jo mødt, så nu manglede jeg bare at hilse på Ulla-Britt og Bente. Men vi havde jo skrevet flittigt til hinanden via mail og Facebook så det var lige som om at vi kendte hinanden og  jeg glædede mig som en lille skoledreng – og pludselig oprandt dagen, og vi mødtes ved Café Lygten lørdag d. 10-9 kl. 11.

 

   Efter lidt knus og kram og lidt hilsen på hinanden, skulle vi jo ind på caféen. Men der var lukket – vi troede at de måske var lidt sent på den, men så kom en lokal beboer forbi og fortalte at caféen ikke var åben pga. nogle uoverensstemmelser, lejer og udlejer imellem, med for høj husleje,  og de kunne ikke blive enige.

 
  
Hvad gjorde vi nu? Vi måtte jo bare finde et andet sted, så vi gik hen ad Frederikssundsvej og opad Frederiksborgvej. I starten af Frederiksborgvej ligger restauranten Fredensborg og vi kiggede lidt på det udendørs menukort, men de åbnede først kl. 12.

 

   Så foreslog Tenna, at vi da bare kunne besøge Grundtvigskolen først, og så gå tilbage til restauranten bagefter. Som tænkt og sagt – så gjort.

 

   Ja, det var jo et sørgeligt syn at se den nye skole som langt fra var færdig. Alt ligner kaos. Det var jo lørdag så der var ingen håndværkere at se, men der kom lidt larm eller rumsteren et eller andet sted fra. Men vi så intet menneske.

 

   Vi vandrede lidt omkring, tog lidt billeder og vejret var bare perfekt. Vi prøvede ihærdigt at lede efter et åbent vindue vi kunne klatre ind ad eller en åben dør, men alt var låst. Så gik vi om til det store aula-vindue hvor man kunne skimte Grundtvig-statuen. Vi ville lige tage et par billeder her, med Grundtvig i baggrunden. Men hvad får vi så øje på? En åben dør. Bag døren var en trappe og denne trappe førte lige op til aulaen – Voila, hvor svært kan det være? Vi følte os som små frække skolebørn igen – det var altså spændende dette her.

 

   Aulaen lignede sig selv, men det bølgede linoleums-gulv var fjernet eller måske var det bare dækket til af nogle røde gulvplader for at beskytte det mod håndværkernes beskidte fodbeklædning mm. Det må tiden siden hen vise os. Men Hr. Grundtvig stod der stadig – og det var næsten det vigtigste. Vi fik taget en masse billeder, uden at der kom nogen og gav os en eftersidning for uterlig opførsel.

 

   Desværre tænkte vi slet ikke på at gå videre på opdagelse for at se klasselokaler og meget mere – muligheden var der ellers.

 

   Da de sidste billeder var taget, begav vi os tilbage til restauranten, hvor vi indtog et dejligt frokostmåltid med lidt at drikke til. Det var et flinkt og rart personale der tog imod os og vi kom hurtigt i snak om hvem vi var og hvad vi havde af planer.

 

   Ja, og så gik snakken ellers – livlig og frisk – og med et anstrøg af sensommer og med en glæde over at vi havde mødt hinanden efter 42 år. Det var utroligt smertefrit uden generthed – faktisk som om vi lige havde forladt skolen i juni 1969 og nu ville planlægge et gensynsmøde 42 år senere.

 

   Vi (dvs Ulla-Britt og undertegnede) havde medbragt nogle gamle effekter fra skoletiden: En poesibog, nogle kladdehæfter, nogle tegninger samt hønseringe (eller S-ringe) og noget andet skrammel.

 

   Vi blev enige om at til det store gensynsmøde skal vi invitere alle vi har været kontakt med, enten via hjemmesiden her, eller via Facebook. Det kan hurtigt blive mange og det er nok heller ikke alle der har lyst, tid eller mulighed for at komme. Hvor mange vi bliver og hvor det skal holdes, er stadig uvist. Men hold øje med hjemmesiden her. Det er her der vil blive annonceret med al information om gensynsmødet G12. G for Gensyn, Glade minder, Grundtvigskolen og Gamle elever. 12 står selvfølgelig for 2012.

 

   Tiden går jo altid hurtigt når man er i godt selskab, så tiden gik også hurtig her. Jeg skulle tilbage til Bornholm med Bornholmerbussen kl. 19, så da vi var færdige på restauranten, tog vi bussen ind til Hovedbanegården hvor vi lige kunne nå en kop kaffe eller en lille øl til at sige farvel til hinanden med.


   Mit sidste minut i denne dejlige ”hønsegård” nærmede sig inden vi skulle bryde op. En rigtig dejlig dag hvor vi kom vidt omkring.  Alt hvad der var planlagt vi skulle tale om gik i opfyldelse, og datoen hvor vi har tænkt os at holde det store gensynsmøde blev lørdag d. 8-9-2012. Nu skal vi så holde et par eller ti yderligere møder inden vi har alt på plads. Men jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste gang vi skal mødes.

 

 

- poul erik.



                                          TIL TOPPEN AF SIDEN