Historier fra tidligere elever og lærere


MARTHA NIELSEN (tidl. BECK) 

   Mit navn er Martha Nielsen (f. Beck), og jeg startede i Grundtvigskolen i 1948 - 1.c.

Min veninde Lene og jeg fulgtes ad hver dag, og var i samme klasse helt til jeg forlod Danmark sammen med mine forældre og søskende i 1953.

Vi havde en dejlig lærerinde som hed Fru Aadhal i fire år. Så startede min lillebror og fik VORES lærerinde. Ja, der er mange små glimt fra min skoletid for så mange år siden:

*  Blev rapt over fingrene, da jeg sad og legede med min blyant i stedet for at følge med i timen.

*  Spiste madpakker til frokost, eller en enkelt gang fik lov til at købe frokost på skolen

*  Sy-timer hvor vi lærte at sy sting, syede forklæde og strikkede tå og hæl på strømperne, mens lærerinden læste højt fra en bog.

*  Når det var fødselsdag, måtte vi bringe en dåse bolsjer til at dele ud til kammeraterne og fik en dejlig hygge-time med oplæsning.

*  Begyndte mandag morgen i aulaen med morgensang, bøn og formaninger.

*  Det år en gruppe-lærer kom til vores skole fra USA, og jeg så den mørkeste mand jeg nogensinde havde set, og jeg var så forundret!

*  På vej hjem fra skole købte vi studenter-brød så længe man havde nogen uge-penge tilbage! Skønne barndoms drømme-dage!

Ja, du skriver om "Vores gamle Skole"! Det fik mig til at mindes en gang jeg sad på vores trappetrin sammen med min unge ven Poul (vi har kun været cirka 4 år gamle), og kikkede på et par tyske soldater spankulerende på Hovmestervej. Så sad vi og skældte ud over at tyskerne ville tage VORES "Grumpskole" fra os! Var det da ikke ogsaa frækt ? 

Så kom vi til New Zealand og skulle lære engelsk for at kunne kommunikere med dem alle. Eleverne troede vi var fra Holland og at Danmark måske var hovedstaden. Det var meget anderledes end jeg var vant til og det tog tid at lære. 

Grunden til at mine forældre forlod Danmark var, at min far fortalte han altid gerne ville have været herned, men krigen kom i vejen. Jeg havde også 2 onkler som var kommet herned nogle år tidligere! Jeg kan huske at det tog lang tid for mine forældre at spare sammen til rejsen!
Jeg gjorde min skolegang færdig, og begyndte på at blive sygeplejerske.

Jeg blev gift med min mand (George) som var født på Tonga Øerne, hans mor var Tongan og hans far var af dansk afstamning.

Vi har boet mange forskellige steder i en stor verden indtil han døde for 4 år siden.

Tænk så møder jeg nu min nuværende dejlige mand som også har boet på NZ i flere år. Vi er begge født i København.

Hilsen fra Martha Nielsen i New Zealand.



Hvis du kender mig og vil i kontakt med mig,  så skriv til hjemmesiden:    newpew@mail.dk


Læs også om min efterlysning af min gamle veninde Lene under  EFTERLYSNINGER (ref-2):  http://www.grundtvigskolen-nv.dk/74774455