Historier fra tidligere elever og lærere

LEIF THORBØLL NIELSEN, født i 1946

Leif i Realen 1962-1963.
   Her er en historie om ham, der var skyld i, at jeg blev kaldt ved mit mellemnavn Thorbøll lige fra første klasse: Da vores lærer i 1.C Erik Kristensen skulle kende os, spurgte han: Hvad hedder du? Jeg hedder Leif ! Er der andre der hedder Leif ? Ja lød svaret, jeg hedder også Leif, nå hvad hedder du til efternavn ? Nielsen lød svaret. Nå men så hedder du Leif N.! Jamen det hedder jeg også. Har du et mellemnavn ? Ja jeg hedder Thanning lød svaret, jamen så hedder du Leif T. ! Jamen det hedder jeg også, jeg hedder Leif Thorbøll Nielsen. Så hedder du fra nu af Thorbøll og den anden Leif hedder Thanning.
 
   Leif Thanning Nielsen og jeg gik hver sin vej fra 5.te klasse, men vi havnede begge mange år senere i værktøjs branchen indenfor salg af værktøj og maskiner. Jeg så ham sidst i 2003, jeg pegede på ham og sagde: Det er hans skyld, at jeg bliver kaldt Thorbøll, ja og det er Thorbølls skyld, at jeg bliver kaldt Thanning, svarede han. Men når alt kommer til alt, så var det vel Grundtvigskolens skyld.
 
   Jeg husker engang, at vi havde vikar, vores klasseværelse lå med vindue ud til inspektørens have, vi havde indgang i aulaen ved siden af biblioteket. Der var en dør fra biblioteket ind til (nr.18 tror jeg det var) os, vi skulle bare være stille, det var lærer Damtoft, der passede os. Pludselig kom Damtoft ind og Lars Henrik Olsen havde sagt eller gjort noget forkert, så Lars fik en lussing af Damtoft så voldsomt at Lars´s hovede hamrede ind i dørkarmen. Men Lars har åbenbart ikke taget skade, han skriver i hvert fald nogen fantastiske gode bøger.
 
   Der var en anden lærer, der også slog fandens hårdt, det var sanglæreren hr.Thomassen, når man havde gjort noget forkert, kunne man vælge mellem en lussing eller en eftersidning. Jeg valgte en lussing een gang, derefter valgte jeg altid den tunge gang hjem med en eftersidning til underskrift af far, det var surt. Men hr.Thomassen han slog så det sang i hovedet på een i flere timer, (nu var han jo også sanglærer).
 
   Det er ikke kun min parallelklasse, der kan prale med een idag kendt person, som Lisbet Dahl. I min klasse, som ses på billedet herunder, fra skolens 50 års fest, er der også kendte personer:
 
Lars-Henrik Olsen, forfatter: 
 
Erik Crone, filmproducent:
   Jeg gik i 1C i august 1953 - juni 1954, jeg husker ikke, hvor længe vi spiste vor frokost i lokalet nedenunder lærerværelset, vi sad klassevis ved lange borde og fik verdens kedeligste smørrebrød, som man under opsyn skulle spise. Jeg tror kun, at det var det første år, at vi spiste i dette lokale, sidenhen hentede et par af drengene fra klassen alle madpakkerne i skolekøkkenet.
 
   Da vi startede på Grundtvigskolen, fik 1 C den sidste gule barak ned mod Landsdommervej. Jeg sad på det tidspunkt i vinduesrækken, lige ud for mig var der en lille trækrude, der stod åbent, når vejret var ok. I madpakken var der flere spiselige stykker mad, men der var også en ostemad, den var frygtelig: ½ stk. rugbrød smurt med margarine og 1 skive tør ost, der vendte begge ender opad, maden var sikkert smurt dagen før.
 
   Jeg betragter mig selv som altædende, men den ost mente jeg, at mågerne eller én af de lokale katte kunne få, så når læreren Erik Kristensen kiggede væk, så jeg mit snit til, at kaste min ostemad med et fikst lille vip, så maden røg ud af trækruden uden at ramme glasset. Det gik fint i ca.14 dage, men da hverken måger eller katte ville spise skolens frygtelige ostemad, så lå der en flot stabel af ostemadder lige nedenfor mit vindue.
 
   Da skolebetjenten så skulle slå græs, blev jeg afsløret, lærer Erik Kristensen, som heldigvis aldrig slog os, ville godt vide, hvordan jeg havde fået stablet så mange madder oven på hinanden, når jeg ikke måtte færdes bag barakken. Han blev ret overrasket og jeg måtte ret flov love ikke at smide maden væk mere.
 
* * * 
 
   Vores historielærer stak én af mine skolekammerater én på kassen i IV mellem, jeg ved ikke om det er ok at fortælle navnet på skolekammeraten, men han sagde dumme svin til lærer Frederiksen, med den bemærkning reddede han sig en advarsel på skolens kontor, hvis han fejlede igen, ville han ryge ud af skolen.

   Et stykke tid efter gik jeg ved siden af ham, da vi gik op i klassen efter frikvarteret, han gik med begge hænder i lommerne, pludselig dukkede viceinspektricen frk. Lyhne op og råbte til ham: ”kan du få hænderne op ad lommerne”, hertil svarede han: ”Lommerne er sku da mine egne”. Det blev hans sidste ord på Grundtvigskolen. Han blev smidt ud på stedet. 
 
   Vi var sammen ved skolens 50 års fest i 1988, han havde hænderne i lommerne, da jeg mødte ham, jeg sagde: ”har du intet lært, du har stadig hænderne i lommerne”. ”Hvad pokker kan du huske den episode, jeg måtte tage både Real- og Studentereksamen pr. brevkursus, fordi jeg blev smidt ud af Grundtvigskolen.”
 
 
Med venlig hilsen
Leif Thorbøll Nielsen