Historier fra tidligere elever og lærere

En gruopvækkende historie (læs: gyser)

Kære PEW !

   Jeg er faldet over dine sider om Grundtvigskolen og det har kaldt mange gamle minder frem. Jeg gik der fra 1954 til 1964. Kom efterfølgende i lære i ØK. Aftjente værnepligt ved Livgarden og har siden beskæftiget mig med markedsføring og eksport. Heraf de sidste 35 år som selvstændig.

   De første skoleår fandt sted i "barakkerne". Træpavillionerne i skolens sydøstlige side. Hvor er de nu ? Der blev opvarmet med koks og tørv i de store sorte kakkelovne. Vores klasselærer var Holger Johansen. En god lærer, som vi alle holdt af.  Men der var mange psykopater i lærerstaben.  Inspektør Eskesen var en høj flot mand. Meget alvorlig og virkede streng, men han var afholdt og respekteret af alle.  Senere kom Søby Christensen - også kaldet: Nazisvinet !

   Han var efter sigende meget venligsindet overfor vore sydlige naboer i årene 1940 til 1945, men det har jeg intet personligt kendskab til, da jeg er født i 1947.

   Men både som pædagog og leder var han en farce.  Han kunne komme ind i en klasse ved at hamre døren op med et brag og uden varsel give sig til at skælde eleverne eller læreren ud. Det er utilstedeligt at skælde en mellemleder ud i hans underordnedes påhør.  Vores matematiklærer Johannes Larsen var meget imponeret over Søby C. Han sprang op og slog hælene sammen når SC kom ind i et lokale. Vi kaldte J.L. for "Gestaposvinet".

   Da jeg var omkring 15 år gammel havde jeg et sammenstød med Johannes Larsen, som han mente skulle afsluttes på inspektørens kontor. Da vi kom derned begyndte Søby C straks at skælde mig hæder og ære fra og jeg kunne se, at han hidsede sig op til at slå mig. Jeg havde/har - ikke mindst dengang - nogle meget voldsomme retfærdighedsbegreber, så jeg sagde med rolig stemme: "Hvis De tænker på at slå mig, skal de tænke Dem meget godt om ! De er ældre end mig, men jeg er yngre og stærkere, så hvis De rører mig så brækker jeg hver eneste knogle i Deres krop og smider Dem ud af vinduet. Uden at åbne det først. Nazisvin !" Johannes Larsen stod lige bag ved SC og åbnede forfærdet munden for at sige noget, men jeg pegede ham ret ind i ansigtet og sagde: "Det gælder også Dem, Gestaposvin ! "Nu fulgte en scene, som jeg aldrig siden har set magen til ! Det er 50 år siden, men jeg husker den, som var det igår.

   Søby C blev mere end mørkerød i ansigtet. Årerne i hans pande svulmede op. Sveden drev ned af hans ansigt. Han blottede tænderne i et brøl og savl løb ned af hans hage. Skuldrene sad oppe om ørerne og han rystede over hele kroppen. Han gik simpelthed i "opløsning". Da det havde stået på i et minuts-tid vendte jeg ryggen til ham og gik. Der blev aldrig siden refereret til episoden.

   Mest synd var det næsten for viceinspektøren. Han sad med åben dør lige inde ved siden af og skrev på maskine.  Da jeg gik, sad han med armene hængende slapt ned langs siderne og fuldstændig udtryksløst ansigt. Jeg husker ikke hvad han hed. Han var en meget nydelig og velklædt mand. Pigerne kaldte ham "Smukke Mogens". (Det var Mogens Christiansen, red.)

   Fra de små klasser husker jeg bedst regnelærer Damtoft. Han var en høj kødfuld mand med et stort krøllet hår. Han var gift med fru Munch, som også var lærer på skolen. Han var glad for damer og skabte en del skandale da han flyttede ind hos en af elevernes mor. Mens manden var i fængsel ! Hvordan det endte med ham og fr Munch ved jeg ikke.  Han brugte spanskrør til afstraffelse og havde også et speciale med hensyn til lussinger.  Han kaldte offeret op foran sig ved katederet. Tog med venstre hånd fat i de små hår i tindingen på synderen og trak til, til han stod på tåspidserne. Når barnet begyndte at klynke af angst og smerte faldt der en syngende lussing, som efterlod et mærke der blev siddende de næste par dage.  Han forsøgte det også en gang overfor mig. Jeg har været 10-11 år gammel.  Men da han tog fat i mit hår, så jeg ham ind i øjnene og fortalte ham, at hvis han slog mig ville jeg komme om 8-10 år og slå ham til lirekassemand. Han har kunnet se, at jeg mente det, for han afbrød afstraffelsen og sendte mig på plads under trusler om opdragelsesanstalt og bortvisning fra skolen.

   En anden farverig lærer var Kaj Sessingø. Han var også kunstmaler og har udført de freskoer som er (var ?) i aulaen. Han var også erklæret kommunist og meget hidsig og aggressiv.  Vi lagde ofte avisudklip ind i hans protokol; billeder af Stalin, Karl Marx eller fra russiske koncentrationslejre.  Han var kendt for sine uvarslede bagholdsangreb. Han sneg sig ind på sit bytte og når han var oppe på siden af det, slog han med al kraft en flad hånd ind i ansigtet på den udvalgte. Det gjorde han også en gang på mig og en kammerat, som hed Erik. Vi har vel været 11-12 år gamle. Erik var en pæn lille mørkhåret dreng. Hans far var polsk jøde og spillede violin i Det Kongelige Kapel. Efter sådan et slag kunne man hverken høre eller se de næste par minutter. For Eriks vedkommende sprøjtede blodet desuden ud af næsen. Sessingø blev noget chokeret over det han havde gjort og forsøgte at standse blodet med koldt vand og en tavleklud. I det samme kom den klasse som han skulle have. En pigeklasse.  Sessingø fik lagt Erik på ryggen på en bænk og proppede papir i næsen på ham. Blødningen fortsatte og de store piger summede af raseri over at den tykke gamle mand havde slået to små pæne drenge ned. Jeg benyttede mig af situationen og sagde flere gange højt; "Herr Sessingø ! Vi må hellere få fat i en læge. Jeg tror, at De har slået ham bevidstløs". Der gik et sus gennem pigerne.

   Sessingø svedte og havde det tydeligvis ikke ret godt. Til sidst besluttede han at jeg skulle følge Erik hjem. Han boede ikke ret langt fra skolen.  I stedet for at gå hjem gik vi direkte til sygeplejersken, der havde klinik nede for enden af balkonen på første sal. Hun var netop ved at låse af.  Jeg husker ikke hvad hun hed, men hun var en stor og moderlig kvinde, som vi alle holdt meget af. Jeg fortalte hende hvad der var sket og vi gik alle tre direkte tilbage til Sessingø.

   Aldrig har jeg set en lille tyk mand blive så lille ! Sygeplejersken heglede ham igennem og skældte og truede med politianmeldelse og afskedigelse.  Han krøb sammen og rystede og skælvede. Så gik jeg med Erik.

   Et par år efter begik han endnu en  alvorlig fejl.  Det var i en klasse et trin over mit, men et naboklasseværelse. Vi hørte en masse bulder og brag og jeg har efterfølgende fået det så udførligt fortalt, at jeg næsten husker det som om jeg selv var tilstede.  Sessingø valgte et forkert offer. En høj rank ung mand på 15-16 år.  Han havde et flot gyldent hår med et stort fald i og var nærmest aristokratisk af type. En helt anden socialgruppe end Sessingø. Sessingø havde slentret op og ned langs bordene og pludselig langer han en drønende lussing ud. Fuldstændig uvarslet og ingen fandt nogensinde ud af hvorfor. Drengen er fuldstændig lamslået og rejser sig op foran Sessingø. Han er mere end et hoved højere end S. "Hvad satan bilder du dig ind, dit feje svin", brøler drengen og stikker Sessingø to syngende lussinger. Sessingø får chock og vender sig for at flygte, men  drengen får fat i hans arme og vrider dem om på ryggen.

   "Dit feje svin ! Nu skal du have tærsk". Drengen er ude af sig selv af raseri og åbner døren til et skab og maser Sessingø derind. Han prøver på at lukke døren til skabet, men en af Sessingø's fødder sidder i klemme. I desperation sparker drengen løs på døren og foden, men han kan stadig ikke lukke døren. Det lykkes Sessingø at komme ud af skabet og han flygter mod døren. "Nå, så du tror at du kan undslippe, dit feje svin". Drengen er stadig ude af sig selv af raseri og det lykkes ham at blokere udgangsdøren. Han går nu løs på Sessingø og hans arme og knytnæver går som møllevinger. Sessingø har ikke en chance. Han er lille,fed og gammel og han ved at han har gjort noget forkert.

   Først da Sessingø er slået definitivt i gulvet og kravler på alle fire hen mod døren, holder drengen op med at slå.

   Da vi så ham igen - efter et par fraværsdage - haltede han en del på højre ben og han havde lånt et par af sin kones solbriller.  Hans øjenomgivelser var noget misfarvede og han var blevet syet i læben.

   Ak ja ! Der dukker mange sjove minder frem.  En anden gang kan jeg måske fortælle dig hvordan jeg fik sanglærer Thomasen til at falde ned af vindeltrappen eller om Hedegreen, som påstod at jeg søgte at slå ham ihjel !

Mange venlige hilsener

Jens Monrad-A

Kære Poul Erik.

   Jeg har aldrig været god til at lade mig flyde med strømmen. Det kan ellers i mange tilfælde være det nemmeste, så undgår man ballade og problemer. Men overlader efterfølgende problemerne til andre.

   Jeg mener naturligvis ikke selv at jeg er konfliktsøgende, men bliver jeg konfronteret med noget som er uærligt, umoralsk eller på anden måde forkert, skal det bankes på plads og de skyldige demaskeres. Det har kostet nogle ar og skrammer i årenes løb, men også triumfer og sød hævn.  Jeg hader løgn, forstillelse og magtmisbrug, som er det samme som mandatsvig.  Jeg har fået en del betroede medarbejdere afskediget og et par stykker sendt i fængsel.

   Det er ikke min "skyld" eller fortjeneste.  Det var deres gerningers "skyld".  Jeg er blot blevet bekendt med dem og har reageret. Vi lever i et samfund, som er bygget op efter nogle solidariske principper og derfor er det nødvendigt, at det er de bredeste skuldre som bærer de tungeste byrder, for at vi kan hjælpe dem som har størst behov, men ikke har evnerne eller mulighederne.  Jeg bryder mig heller ikke om organiserede moms- og skattesvindlere. I 80-erne hvor det gik over stok og sten med hjemmemarked og eksport, havde jeg den ære at betale 74% i skat af mine sidst tjente penge. Det er ikke spor morsomt, at der er nogen som betaler flere hundrede tusinde kroner om året i skat og så er der andre som lader sig transportere ved at holde fast i bagsmækken og spise hele kagen selv.

   Mine "skrækhistorier" som nogen står uforstående overfor, var jo ikke hverdag, men yderpunkterne. Men ikke desto mindre sandheden.  Mange psykopater eller karakterafvigere benytter sig af det faktum, at hvis de bliver afsløret vil mange "normale" mennesker sige til sig selv og hinanden; "Det kan sgu da ikke passe ! Sådan er der da ingen som gør og sådan kender vi ham slet ikke !". 

   Og de selv vil i dyb forargelse bedyre at de er blevet komplet misforstået og at de er forfulgte uskyldigheder, udsat for onde menneskers rænker.  I 50-erne hvor jeg gik i skole var Folkeskolen; "kæft, trit og retning. I dag er man gået i den anden grøft.  Det var ikke tilladt at slå børnene, men alligevel var der "tæskelærere".  Mange lærere dengang blev lærer, fordi de derfor pr. definition var leder og overmand.

   Det styrkede deres ego at de dagligt herskede over deres klasser og ustraffet kunne dyrke deres særheder. Sløjdlærer Torben Dalgaard var fra Randers og når han demonstrerede noget skulle vi stå i en rundkreds omkring ham og holde en afstand på 1,5 meter.  Hvis nogen kom for tæt på ham, tog han sin kæmpe trælineal, som han altid havde liggende klar og hamrede den i låret på den formastelige, så han trimlede.

   Kurt Lewinsky var meget stolt af at han var premierløjtnant af reserven og sine sportslige evner. Blandt andet var han god til at kaste. Hvis en elev var uopmærksom eller talte med en som sad bag ved ham, var Lewinsky´s specialitet at kaste et stykke kridt igennem håret på eleven.  Han kastede med voldsom kraft og hvis det gik som det skulle - 1-2 centimeter over hovedbunden - knustes kridtet i tusind stykker mod væggen.  Men det var ikke altid at det lykkedes.

   Så ramte han eleven i panden eller baghovedet.  Blodet flød og jeg husker en enkelt besvimelse. Men det var "bad luck". Han var en meget kultiveret og elskværdig mand.

   Hvis det havde været i dag, havde både Dalgaard og Lewinsky været på avisernes forsider, men dengang var det op til den enkelte lærer at afgøre hvordan han opretholdt disciplinen.

   Lewinsky fik vi aldrig rigtig skovlen under, men Dalgaard fik vi ram på et par gange.  Vi havde checket hans skema og været på spil en halv time før han skulle hjem.  Han havde en lyseblå Opel Record. En model som mange bønder kørte i dengang. Vi proppede en masse kartofler i hans udstødningsrør og gemte os i en opgang skråt overfor hvor hans bil stod parkeret. Vi så ham stige ind i bilen og starte.

   Det gik også fint.  Vitsen er så, at bilen går istå efter ca. 100 meter og ikke kan genstarte.  Jeg havde ideen fra en kriminalroman. Det virkede perfekt !  Vi så ham blive afhentet af Falck og kender desværre ikke resten af historien.

Mange venlige hilsener

Jens Monrad-A

TIL TOPPEN AF SIDEN