Ungdomsarbejdet ved T. K.
af provst Jacob Holdt
(Erindringer fra en provst i Grundtvigskirken, om starten af TK spejderne)
Det som især kom til at præge mine år ved
Grundtvigskirken, var T.K. Det var et drengearbejde, som var startet de sidste år under krigen i en bestræbelse på at hindre, at de store drenge rodede sig ud i kriminalitet, især i den politiløse tid.
Stifteren var Holger Søndergård og en lærer, som dog ret hurtigt forlod det igen. De havde oprindelig været med i F.D.F., men havde ikke rigtig kunnet forlige sig med den lidt pietistiske
linje, man havde fulgt der. Og så havde de på Bispebjerg begyndt dette drengearbejde, først for 14-16 årige drenge. Dem ville man gøre bevidste om, at de var danske og samtidig træne dem i gymnastik og i terrænsport,
og give dem nogle gode oplevelser for at holde dem væk fra gaderne og alle fristelserne til kriminalitet. Pastor Olsen stillede sig forstående overfor dette initiativ, og man fik lov at låne kirkens krypt til møder og sammenkomster.
Præsterne og menighedsrådet havde set værdien af dette arbejde, og da man i 1946 skulle have en ny hjælpepræst, bad man mig om at søge embedet
med henblik på, at jeg skulle gå ind i dette arbejde. Mine forudsætninger var nu kun, at jeg havde dyrket en del gymnastik, både hjemme i Allerslev og siden i Kredsens gymnastikforening. Jeg kom hurtigt i gang. Vi havde gymnastik i
gymnastiksalene på forskellige skoler. Drengene var opdelt i 3 hold: Pionererne var de 14-16 årige, stifinderne var 12-13 år, og gutterne 10-11 år. Jeg skulle særligt tage mig af de sidste. Foruden en ugentlig gymnastiktime havde
vi møde en aften, hvor vi lærte dem at bruge kompas og kort, lave tovarbejde, "slå knuder", læste eller fortalte for dem. Det foregik i forskellige kælderlokaler i de store boligblokke.En meget vigtig ting var turene ud i skovene,
hvor vi havde orienteringsløb eller blot traveture. Vi stillede ved kirken og gik så i samlet flok til Hareskovbanens station ved Nørrebro station og tog med toget ud til skovene, hvor drengene og vi ledere så løb eller travede
rundt. Madpakkerne blev spist udendørs, og det var en flok trætte, men glade drenge, der vendte hjem hen imod aften.
Et ønske om at få egen grund
til lejrophold blev opfyldt, da man i efteråret 1946 købte 3 tdr. land ved Uggeløse skov. På grunden lå et kreaturskur. Ved indsats fra forældre og ledere blev det ombygget til en lille hytte, hvor en halv snes drenge
kunne overnatte under meget trange og primitive forhold. Der var en brændeovn, som vi også kunne koge havegrød og lave te på. Brikse langs væggene og plads over hanebjælkerne gav sovepladser. Drikkevand hentede vi på
en nærliggende ejendom, vask og tandbørstning samt opvask foregik i bækken, der afgrænsede grunden.
"Birkemoselejren", som stedet blev kaldt, lå
ca. 25 km fra København og transporten derop foregik på cykel. Det kunne være nogle seje ture i efterårsblæst og regn. Men det var en særlig oplevelse at være på tur. Det var naturligvis kun de større
drenge, der kunne tage cykelturene derop. Jeg har haft mange gode oplevelser, når jeg var der med en halv snes drenge. Når vi først havde fået tændt op i ovnen, fået lidt varme på, spist vore madpakker og drukket
vores te, kunne vi hygge os med historier, dårlige vittigheder og ikke sjældent med fornuftige, for ikke at sige alvorlige samtaler.
På sådanne ture
kom man jo tæt ind på livet af drengene og deres oplevelser og tanker. Det blev ofte sent, inden de sidste faldt i søvn en sådan aften. Næste morgen var der havregrød, og selvom den undertiden kunne være lidt sveden,
så var sulten så stor, at den gled ned. Så orienteringsløb i skoven, endnu en madpakke, så cykelturen hjem.
Forældrene til drengene
var glade for dette arbejde. Man dannede snart en forældrekreds "T.K.'s venner," der på forskellig måde støttede arbejdet. Det gav også mig en god kontakt til hjemmene i sognet. Det blev efterhånden sådan, at skulle
disse hjem have en eller anden kirkelig handling, bryllup eller begravelse, så var det mig, de kom til, for mig kendte de jo.
Hvert efterår holdt vi en større
fest, som regel på Efterslægtsskabets store skole. Der havde man en stor sal med scene. Så der var en aften fest for drengene og deres hjem. Det var med tombola, sang, gymnastik, komedie og forskellige optrin. Alt det krævede megen
forberedelse i ugerne inden og på selve dagen .
En gang om måneden havde vi kredsaften, hvor alle drengene var samlede i kirkens krypt. Programmet kunne være
med film, eller en opdagelsesrejsende eller en anden spændende person fortalte. Der kunne også være virksomhedsbesøg, som et avistrykkeri, en brandstation eller en fabrik.
I slutningen af juni var Søndergård og jeg ledere på en 14 dages lejrtur til Sønderjylland. Vi havde en 16-17 drenge med, den foregik på cykel og med telte, Fyn, Als, Dybbøl, Kollund. Vi sejlede hjem
fra Fredericia.
I juli 1948 var vi med Stifindere og pionerer en tur i Telemarken i Norge, med tog til Frederikshavn, båd til Larvik, med tog og busser eller vandrende
rundt, Rjukan, Gaustatoppen, Tinnsjøen. Vi boede på skoler, i missionshuse og på vandrerhjem.
Vi var hurtigt klar over, at den lille lejrplads, Birkemoselejren,
var alt for lille. Når vi havde ture derop f.eks. i Pinsen, måtte mange af deltagerne sove i telte. Da vi så opdagede, at det lille husmandssted, der lå lige på den anden side af bækken, og hvor vi hentede drikkevand, var
til salg, besluttede vi at købe det. Men det skulle koste 25.000 kr. Mange penge havde vi ikke, men vi arrangerede en stor basar i kirkens krypt. Vi var rundt hos de handlende og kvarterets fabrikker for at skaffe varer og gevinster til lodseddel og
tombola. Det var ærlig talt ikke særlig spændende således at gå tiggergang, men i de allerfleste tilfælde gav det gode resultater. Folk forstod værdien af det arbejde, vi gjorde, og i oktober 1948 holdt vi en lørdag
og søndag en stor basar i kirkens krypt. Om søndagen havde jeg begravelse kl. 13, gudstjeneste kl. 14 og så åbnede vi basaren kl. 16.
Vi
havde fået Ib Schønberg til at komme og underholde, og det gav tilstrømning. Krypten var stuvende fuld. Og basaren gav et overskud på 8.000 kr.
Vi kunne så købe husmandsstedet. I løbet af vinteren og foråret byggede vi ejendommen om. Stalden blev til spisesal, og loftet til sovesal. Stuerne slået sammen til pejsestue. Et lille lederværelse blev der også
plads til. Det var igen de store drenge, medlemmer af ungdomsforeningen, og forældre og vi ledere, der lavede dette store arbejde. Og i juni 1949 kunne vi hejse flaget over lejren og holde indvielsesfest med stor deltagelse af drengene og deres forældre.
Senere er der foretaget en del beplantninger, anlagt fodbold og idrætsbaner, svømmebassin, toiletbygning.
I oktober 1947 var kredsen så stor, at det var
naturligt at dele den, så der kom en afdeling ved hver af de nye kirker i henholdsvis Emdrup og Tagensbo, og de to præster der, Due i Emdrup og Holm i Tagensbo, kom med i arbejdet.
I juni 1949 havde vi sommerlejr på "Thybjerg", en stor velindrettet lejrbygning på Thyholm. Vi havde vel en 25-30 drenge med, Søndergård og pastor Holm fra Tagensbo (senere biskop over Fyns stift) og hans kone var
med. Der var rig lejlighed til badning, traveture, "natleg", hvor vi opsporede "smuglere."
I December 1947 oprettede vi for de ældste en ungdomsforening, der tilsluttedes
De Danske Ungdomsforeninger. Den blev jeg leder af.
Selvom der bliver nogle gentagelser, skriver jeg her den artikel, jeg i 1998 skrev til bogen om T.K.
På reolen lige foran mit skrivebord står en lille træfigur, skåret ud i simpelt fyrretræ. Den har stået der i snart 50 år, først i Fåborg præstegårds
studereværelse, og i de sidste 10 år her mit hus i Agerbæk.
Den er ikke noget kunstværk, men enkel og prunkløs. Den forestiller en bondekone
med langt skørt og forklæde. Den er omhyggelig malet. Det er tydeligt, at der er lagt et stort arbejde i det. Men --- der er et underligt misforhold i fremstillingen, idet kvinden på sit hoved bærer en meget stor kurv. Den er alt for
stor i forhold til hendes skikkelse. En fejl ? ja, og dog! Den figur har sin særlige historie, som har med TK at gøre.
Jeg var med som leder i TK i næsten
4 år, 1946-50. Jeg var blevet præst ved Grundtvigskirken, og blev meget hurtigt inddraget i TK's arbejde. Forudsætninger for det ?? --- Jeg havde aldrig været spejder eller FDF'er, men jeg var vokset op med foreningsarbejde på
landet, havde dyrket en del gymnastik, både på min hjemegn og i København, og er vel blevet betragtet som et nogenlunde normalt menneske.
Jeg havde så
gymnastik med nogle af grupperne, og almindeligt drengearbejde med gutterne. Vi holdt til huse i forskellige mere eller mindre velegnede kælderrum i de store boligblokke. Arbejdede med at lære at binde reb i de forskellige knob, at bruge kort og
kompas, med de forskellige finesser. Der var oplæsning og sang, indøvelse af sketcher osv.
Det mest spændende var nu oprettelsen af Birkemoselejren.
Først den lille hytte. Egentlig et kreaturskur, som vi, ledere, de store drenge, og en del fædre i løbet af vinteren 46-47 byggede om til en brugelig hytte. Stor var den ikke, kunne rumme en 8-10 mand, på brikse lang de to vægge,
på en platform under taget, og på gulvet.
En brændeovn skulle give varme og mulighed for lidt madlavning. Der kunne kun være en gryde på ad
gangen, men der kunne da koges vand til te og varmes pølser.
Men det var en oplevelse også for mig, at starte cyklerne fra Bispebjerg og stampe de 25 km i al
slags vejr til Uggeløse. Komme op til hytten, få tændt op i ovnen. Der skulle ligge brænde under et halvtag på bagsiden af hytten. Det var der nu ikke altid, for holdet før havde ikke fået samlet det ind. Så
måtte vi i skoven for at samle brænde. Når vi omsider fik ild i træet, osede det ofte så kraftigt, at vi måtte udendørs for at få vejret, indtil der kom træk i skorstenen. Men så kunne vi lave te
og spise vore madpakker. Aftenen gik med snak, sang, oplæsning og sommetider natleg. For mig var det bedste ved alt dette den nære kontakt, jeg fik med disse drenge. Ikke sjældent blev det til dybsindige samtaler, fortrolig snak med en og
anden på en lille spadseretur. Så til køjs, og forsøge på at sove. Først på natten var der for varmt, senere når "fyrbøderen" sov og glemte at lægge på ilden, blev der koldt, så man
vågnede lidt tidligt. Morgenvask i åen, drikkevand hentede vi på en nærliggende gård, havregrød, og den var ikke altid sveden, te og osteklemmer.
Kompasøvelser i skoven eller fodbold på engen. Og så hjemtur på cykle, helst inden det blev mørkt. Det var nogle trætte drenge og ikke mindre en træt leder, der til sidst asede sig op ad bakken på Frederiksborgvej.
Da det lille husmandssted var købt blev det på ny byggeperiode, hvor vi ryddede stalden til spisesal, loftet til sovesal, udvidet med rummet over laden, hvor vi sled med
at lægge nye bjælker op, lægge gulv, lave trappe. Rive mure ned mellem stuerne, og i det hele taget gøre det til en brugelig lejrbygning.
Også
her var det frivillig arbejdskraft, de ældste af drengene, deres fædre, hvoraf nogle heldigvis var håndværkere. Men det fællesskab om en sådan opgave, det var meget værd, ikke blot for byggeriet men for hele arbejdet
i kredsen. Det betød en utrolig stor opbakning fra mange af hjemmene. Det kom også til udtryk i tilslutning til forældremøder og i kredsen af venner omkring arbejdet.
Det samvær, jeg havde med drengene, deres forældre og siden med de unge, da vi havde dannet ungdomsforeningen for de 16-20 årige, det var meget værdifuldt for mig. Jeg lærte mennesker i sognet at kende. De
fleste var arbejdere, håndværkere, funktionærer. Og de lærte mig at kende, så, når de skulle have en kirkelig handling i familien, bryllup, begravelse eller konfirmation, så var jeg den præst, de kendte og henvendte
sig til.
Det blev på den måde meget gode læreår for mig, for i sådan et arbejde kommer man meget tæt ind på livet af hinanden.
Det giver fortrolighed og tillid at arbejde sammen. Og det giver erfaring om praktiske ting og --- om mennesker.
Da jeg så i foråret 1950 blev udnævnt
til sognepræst i Fåborg i Vestjylland, betød det jo farvel til alt dette. Jeg blev takket med gode ord og med gaver. En smuk skrivemappe fik jeg af ungdomsforeningen. Den ligger stadig på mit skrive bord. En enkelt familie gav mig
et par sølvlysestager, som altid står på mit spisebord.
Men mest kom den lille træfigur til at betyde. Jeg holdt afskedsgudstjeneste, og mange kirkegængere
kom for at sige farvel og ønske godt for mig og min familie. Til sidst kom Jørgen, en af drengene, jeg havde haft i TK. Han gav mig lidt genert en lille pakke. Det var figuren, han selv havde skåret ud og malet. Den fik sin plads på
reolen i mit studereværelse i Fåborg.
Da TK i 1953 havde sit 10 års jubilæum var jeg derovre, med til festen, hilste på mange af mine gamle
drenge. Det var meget festligt. Men der var en, jeg savnede, Jørgen. Så jeg spurgte de andre, om ikke Jørgen var med mere. Da blev de så stille. En af lederne, der stod der, fortalte mig så, at Jørgen var død og
hans lidt ældre broder også. Deres mor, der var ene med sine drenge, havde taget sit eget og deres liv. Tilværelsen var blevet hende for svær. Kvinden med den alt for store byrde.
Så den lille træfigur er for mig ikke bare et dyrebart og vemodigt minde om en rask københavnerdreng af flokken, jeg havde med at gøre, om en travl og festlig tid i mine første år som præst,
men også en stille påmindelse til mig, om hvem det var, jeg som præst især skulle være noget for: dem, der får de svære byrder.
Jeg lagde nogen tid og nogle kræfter i TK i de få år, men fik til gengæld så meget, der har været værdifuldt for mig gennem de snart 50 år, der er gået siden.
- tilsendt fra Jan Erik Henriksen.
(Gik på Grundtvigskolen fra 4. Klasse
i 1970 og gik ud med Realeksamen i 1976).
TIL TOPPEN AF SIDEN